Fortsæt til indhold

Aarhus-skole har opsat menstruations-bokse på toiletter: »De sagde, det var walk of shame«

Det skal være nemmere for skolepiger at håndtere det, hvis de får menstruation i skoletiden.

Samfund

På Virupskolen i Hjortshøj har man på mellemtrinnet og i udskolingen droppet unisextoiletter og opsat såkaldte menstruationsbokse på pigetoiletterne. Det kan virke oplagt, men Virupskolen er faktisk, så vidt vides, den første i Aarhus til at indføre konceptet.

I menstruationsboksene, der blev opsat i sommerferien, findes der bind i forskellige størrelser, og ordningen er kommet i stand, efter at Virupskolens leder og byrådsmedlem for Venstre, Martin Christensen, tidligere på året havde et møde med en gruppe piger fra Aarhus Efterskole.

Pigerne arbejder på et projekt om at gøre menstruationsprodukter tilgængelige på offentlige toiletter, og det gav ifølge Martin Christensen anledning til en »vigtig snak«.

»Vi har haft menstruationsprodukter tilgængelige på vores kontor, og jeg tænkte egentlig, at vi havde styr på det, men så sagde de kloge piger, at det var walk of shame hele vejen op til kontoret,« siger Martin Christensen og fortsætter:

»Det her er et eksempel på, at det er vigtigt, at man både som politiker og skoleleder lytter til de unge mennesker. Vi skal hjælpe unge mennesker, og det her var lige til højrebenet, og det koster ikke ret meget i forhold til skolens samlede økonomi.«

Skamfuldt, pinligt

Martin Christensens møde med efterskolepigerne fandt sted på rådhuset, og ved et tilfælde løb byrådsmedlem Matilde Dueholm (S) også ind i pigerne på rådhuset. Hendes datter er elev på Virupskolen, og Matilde Dueholm bakker helhjertet op om initiativet på skolen.

»Det, Martin Christensen har gjort, er et eksempel til efterfølgelse. I Socialdemokratiet i Aarhus opfordrer vi til, at andre skoleledere følger i Martins fodspor,« siger hun.

Ifølge Matilde Dueholm er menstruationsboksene et »lillebitte greb« til at hjælpe piger på mellemtrinnet og i udskolingen med at have kontrol over deres menstruation.

»Når du er 11-12 år, er du stadig et barn, og du kender ikke din rytme, og menstruation kommer ikke nødvendigvis som en syndflod, så det er naturligt, at piger opdager den, når de er på toilettet, og så kan der være rigtig, rigtig lang vej hen til kontoret for at bede en sekretær om et bind. Man kan godt blive ramt af en skam, eller at man synes, det er pinligt. Man kan godt frygte, hvordan andre ser på en. Selvom vi virkelig prøver at aftabuisere menstruation, kan det godt være svært.« siger hun.

Nogle piger vælger at gå hjem fra skole og ikke komme tilbage resten af dagen, hvis de har fået menstruation, lyder det fra Matilde Dueholm.

»Vi vil gerne oplyse vores unge i Aarhus om, at de kan få sådan en boks op på deres skole, så menstruation ikke bliver noget, der forstyrrer pigerne hverken i skolen eller klubben. Så de kan komme videre med deres dag. Det er langt vigtigere, at boksene er på skolerne, for i gymnasiet og på universitetet har de unge styr på deres cyklus,« siger hun.

På Virupskolen har initiativet med menstruationsbokse indtil videre været en succes.

»Jeg havde været lidt bange for, at nogle drenge kunne finde på at sætte bind op alle mulige steder, men det er gået over al forventning. Det bliver respekteret, at de her bokse kun er til pigerne,« siger Martin Christensen.

Han mener, at det skal være op til den enkelte skole, om man vil opsætte menstruationsbokse.

Se video: