Fortsæt til indhold

25 års brøler begravet: Nu står skovbørnehaven endelig lovligt

25 års lovbrud er ny ryddet af vejen, og tilbage står lækre rammer til både børneliv og benzinlugt i Petersmindesoven ved Kolind.

Samfund

Kolind Skovbørnehave på Frellingvej 8 har i over 25 år fungeret uden den nødvendige fredskovstilladelse.

Pavillonen blev opført i Midtdjurs Kommunes tid, men først i forbindelse med planerne om renovering blev det opdaget, at bygningen ikke var lovlig placeret i fredskovsområdet.

Fredskov er et område, der ifølge lovgivningen skal bevares som skov og er beskyttet mod rydning og andre indgreb.

Op til 10 procent af et fredskovsareal kan bruges til andre formål, men det kræver særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen.

Da Syddjurs Kommune ville renovere bygningerne, blev det opdaget, at den eksisterende pavillon aldrig havde fået den nødvendige tilladelse. Miljøstyrelsen afviste at lovliggøre placeringen, og kommunen måtte derfor udarbejde en ny plan for området.

I flere år har skovbørnehaven og Ungdomsskolens crossklub delt faciliteter og benyttet midlertidige løsninger, blandt andet garderobepavilloner og delte toiletter.

Ole S. og fællesskaber

Udvalgsformand Ole Sønderskov Hansen var med til at klippe snoren til de nye lokaliteter i Petersmindeskoven. Foto: Syddjurs Kommune

Mandag den 24. august 2026 blev de nye faciliteter indviet. Indvielsen fandt sted udendørs ved Frellingvej 8, hvor både børn, forældre, medarbejdere og repræsentanter fra kommunen deltog.

Udvalgsformand Ole S. Hansen fra Familie-, børne- og læringsudvalget holdt tale ved indvielsen. Han sagde: »Når vi investerer i vores dagtilbud, investerer vi samtidig i fremtiden. For de år, børnene tilbringer i daginstitution, er med til at forme dem som mennesker. Det er her, de lærer at indgå i fællesskaber, løse konflikter, vise omsorg for hinanden og finde modet til at prøve noget nyt.«

Han fremhævede betydningen af de fysiske rammer: »De skal understøtte de pædagogiske ambitioner, skabe tryghed og give plads til både aktivitet og fordybelse.«

Ole S. Hansen satte fokus på samarbejdet mellem skovbørnehaven og crossklubben: »Noget af det, jeg særligt hæfter mig ved i dette projekt, er samarbejdet. For umiddelbart er der måske et stykke vej fra en skovbørnehave til en motocrossklub. Men her i Kolind har man vist, at forskellige behov sagtens kan tænkes sammen, når man har fokus på dialog og fælles løsninger.«

Han afsluttede med at understrege værdien af fællesskaber: »Et lokalsamfund bliver stærkere, når der er plads til forskellighed. Nogle fællesskaber opstår omkring natur og udeliv. Andre opstår omkring sport, teknik og motorer. Begge dele bidrager til et aktivt lokalsamfund, hvor mennesker mødes om fælles interesser og engagement.«

Naturen ikke bare staffage

Skoleleder Carsten Aude, Kolind Skole, kan glæde sig over, at en bommert, der hører fortiden ti, nu er blevet forvandlet til perfekte forhold til Kolind Skovbørnehave og crossklubben i Ung Syddjurs. Foto: Syddjurs Kopmmune

Skoleleder Carsten Aude fremhævede samarbejdet mellem de forskellige brugergrupper: »Her i Kolind har man vist, at forskellige behov sagtens kan tænkes sammen, når man har fokus på dialog og fælles løsninger. Resultatet er blevet et hus, som giver værdi for flere. Et hus, hvor faciliteter deles og anvendes på tværs, og hvor forskellige brugere kan få glæde af hinanden.«

Carsten Aude understregede betydningen af naturen og udelivet i børnehavens hverdag: »Her er naturen ikke bare en flot baggrund. Den er en aktiv del af hverdagen og en vigtig del af den måde, børnene lærer og udvikler sig på.«

Skovbørnehaven består af de ældste børn fra Kolind Børnehus i året op til skolestart og tidlig SFO. Der er aktuelt 31 børn og fem medarbejdere tilknyttet skovbørnehaven, hvor naturen og udelivet er en central del af hverdagen. Børnene laver blandt andet bålmad en gang om ugen, og der arbejdes med at styrke både det enkelte barns udvikling og fællesskabet.

Med indvielsen af de nye faciliteter er Kolind Skovbørnehave nu lovliggjort og fremtidssikret. Børn og foreningsliv har fået moderne rammer til deres aktiviteter.