Nu kommer længe ventet cykelsti
I oktober starter arbejdet og næste år bliver Beder og Malling endnu tættere forbundet.
I løbet af oktober går arbejdet med en ny cykelsti langs Bredgade i Malling i gang, efter Aarhus Byråd onsdag aften endegyldigt godkendte projektet.
Tidligere på året konkluderede en såkaldt VVM-screening, at der ikke er brug for en fuld miljøkonsekvensvurdering af cykelstiprojektet, og onsdag aften blåstemplede Aarhus Byråd så projektet og de ekspropriationer, der skal til for, at cykelstien kan blive til virkelighed.
»Beder og Malling vokser tættere og tættere sammen, og derfor giver det rigtig god mening, at vi laver en nem og tryg cykelforbindelse mellem byerne. Jeg glæder mig til, at cykelstien står færdig, og jeg håber, at den vil give endnu flere aarhusianere i de to byer lyst til at cykle,« siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.
Den nye cykelsti begynder ved lægehuset ved Sofienlystvej og slutter ved Beder-Malling Idrætsforenings faciliteter ved Nymarken.
Der bliver etableret nye, sikre krydsningsmuligheder i begge ender. Projektet kommer desuden med en udvidelse af den eksisterende Egelundsti fra Egelundhallen til Byagervej i Beder.
Klar i 2027
Cykelstien mellem Beder og Malling er ikke en ny opfindelse.
Lokale har efterspurgt den længe, og der har tidligere været sat penge af til en løsning, der viste sig væsentligt dyrere end først antaget. Den løsning, der nu bliver ført ud i livet, kom fra Trafikgruppen i Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd.
Som lokal borger i området ved Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice, om nogen, hvorfor det er så vigtigt, at Beder og Malling hænger bedre sammen for cyklister.
»Jeg er meget glad for, at cykelstien langt om længe bliver bygget, og at Beder og Malling på den måde rykker endnu tættere sammen. Cykelstien vil gøre det lettere for børn og unge at cykle til og fra fritidsaktiviteter og legekammerater, og vi forældre vil være tryggere ved, at vores børn cykler selv,« siger Jesper Kjeldsen.
Teknik og Miljø forventer, at den nye cykelsti langs Bredgade og opgraderingen af den eksisterende cykelsti til og fra Egelundhallen er færdige en gang i 2027.
læser
Død kvinde er fra Aarhus
lige nu