Fortsæt til indhold

Rådmand reagerer på direktør-trussel: Undersøger sagen

Socialrådmand Michael Christensen (LA) har bedt sin forvaltning undersøge socialdirektør Erik Kaastrup-Hansens varsel om en stævning mod en familie.

Samfund

Socialrådmand Michael Christensen (LA) har nu bedt sin forvaltning undersøge sagen, efter at socialdirektør Erik Kaastrup-Hansen har varslet en familie om, at de vil blive stævnet for ærekrænkelse.

Det oplyser rådmanden i en skriftlig udtalelse til avisen.

»Jeg har nu bedt min forvaltning undersøge sagen nærmere. Mit fokus vil være på, hvordan vi bedst muligt får genoprettet tilliden,« skriver Michael Christensen.

Han vil imidlertid ikke stille op til interview om sagen. Derfor har det ikke været muligt at få svar på, præcis hvad forvaltningen skal undersøge, hvem der skal foretage undersøgelsen, eller om den kan få konsekvenser for socialdirektøren.

Det har heller ikke været muligt at få svar på, om Erik Kaastrup-Hansen fortsat skal kunne involvere sig i familiens sag, mens undersøgelsen står på.

Begge parter fastholder

Sagen begyndte tirsdag aften, da Erik Kaastrup-Hansen klokken 21.53 sendte en mail med emnelinjen »Ærekrænkelse« til Louise og Christian Barfod.

Familien har gennem flere år været i konflikt med Aarhus Kommune om hjælpen til deres nu 19-årige datter, som blandt andet har autisme og spisevægring og bor på et bosted.

Tidligere samme dag havde avisen bragt en kritisk artikel om familiens oplevelse af to vidt forskellige møder med den kommunale top: Først et positivt møde med rådmand Michael Christensen og senere et møde med socialdirektøren, som familien oplevede som afvisende og præget af en hård tone.

Kontrasten mellem møderne blev af familien sammenlignet med Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Den sammenligning fik Erik Kaastrup-Hansen til at kræve, at familien trak beskrivelsen tilbage – ellers kunne de se frem til en stævning.

»Såfremt det ikke sker, vil I blive stævnet for ærekrænkelse,« skrev socialdirektøren.

Over for avisen har Erik Kaastrup-Hansen siden fastholdt sit varsel.

»Jeg er ikke frustreret. Jeg er vred. Vred over, at de krænker mig ved at bruge så voldsomt et billede,« har han sagt.

Familien Barfod har ingen intentioner om at trække deres udsagn tilbage, oplyser de i en kommentar til avisen.

»Udtalelsen og metaforen trækkes ikke tilbage. Vi beklager, hvis direktøren har følt sig stødt, men dette beror alene på direktørens egen fortolkning af teksten.«

Lukker i

Rådmand Michael Christensen oplyser i sit skriftlige svar, at han er blevet bekendt med sagen.

»Jeg er bekendt med, at Erik Kaastrup-Hansen har været i dialog med familien og efterfølgende sendt dem en e-mail. Ligeledes er jeg bekendt med, at Erik Kaastrup-Hansen har givet interview til Din Avis og JP Aarhus om familiens sag,« skriver rådmanden.

Rådmanden vil dog ikke forholde sig konkret til indholdet i mailen eller til, om han mener, at en forvaltningsdirektør bør true borgere med en stævning, mens hans forvaltning behandler en sag om deres datter.

»Med respekt for alle parter har jeg ikke yderligere kommentarer til sagen,« lyder det fra Michael Christensen.

Socialdirektør Erik Kaastrup-Hansen har truet med at stævne familien Barfod, der har beskrevet to møder med kommunen som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Fotos: Mikkel Berg Pedersen/Louise Nyvang Burmeister

Rådmandens afvisning betyder, at en række centrale spørgsmål foreløbig står ubesvarede.

Blandt andet om han fortsat har tillid til socialdirektøren, om Erik Kaastrup-Hansen orienterede ham eller kommunens jurister, inden mailen blev sendt, og hvordan kommunen konkret vil sikre, at konflikten ikke får betydning for behandlingen af datterens sag.

Rådmanden har heller ikke svaret på, om direktørens vrede og personlige konflikt med familien kan gøre ham inhabil, eller om han under alle omstændigheder bør holdes helt væk fra familiens sag, mens forvaltningen undersøger forløbet.

Erik Kaastrup-Hansen har selv afvist, at han er inhabil. Han henviser til, at han ikke træffer de konkrete afgørelser om hjælpen til datteren, men har samtidig oplyst, at han fortsat vil forholde sig til familiens eventuelle klager over medarbejdere, fordi han har det øverste ansvar for forvaltningen.

Avisen har også forsøgt at få kommunens øverste administrative chef, stadsdirektør Martin Østergaard Christensen, til at forholde sig til sagen.

Vi har blandt andet ønsket svar på, om socialdirektørens handlemåde bør få konsekvenser, og om det efter stadsdirektørens opfattelse er en acceptabel måde for en kommunal topchef at agere over for borgere på.

Martin Østergaard Christensen vil heller ikke stille op til interview.

Han oplyser, at han ikke er chef for socialdirektøren, og henviser spørgsmålene til rådmand Michael Christensen.

Dermed vil hverken den politisk ansvarlige rådmand eller kommunens øverste administrative chef mundtligt svare på de principielle spørgsmål, som sagen rejser om magtforholdet mellem kommunen og dens borgere.

Kræver orientering

Sagen bliver nu også taget op i kommunens socialudvalg.

Udvalgsformand Anna Thusgård (S) vil ikke kommentere selve forløbet, men har bedt rådmanden orientere udvalget.

»Jeg har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til den konkrete sag. Jeg er opmærksom på sagen og har bedt rådmanden give udvalget en orientering,« oplyser hun.

Socialudvalgets næstformand, Jeppe Lomholt (EL), kalder situationen ærgerlig.

»Det er en ærgerlig situation, men jeg synes, det vil være upassende for mig at tage parti i den sag,« siger han og påpeger, at han har tillid til, at konflikten ikke får betydning for den fremtidige behandling af datterens sag.

»Jeg tror ikke, at socialdirektøren uddeler stævninger til højre og venstre. Så når han siger, at det er en unik situation, så tror jeg på det. Jeg har heller ikke hørt om lignende tilfælde før.«

Hvad med andre?

Louise og Christian Barfod mener, at Erik Kaastrup-Hansen er blevet så personligt involveret i konflikten, at han ikke længere bør have nogen rolle i deres datters sag.

Samtidig får episoden med socialdirektøren dem til at tænke på familier, som har vanskeligere ved at tage kampen op, og om forløbet siger noget mere generelt om vilkårene for borgere, der retter kritik mod kommunen.

»Måske er vi havnet i den her situation, netop fordi vi er ressourcestærke og kritiske. Men det kan betyde, at andre giver op undervejs. Det her handler også om, hvordan det skal være at være borger i kommunen, hvis man ikke har de ressourcer, vi har,« siger Christian Barfod.

Netop den problemstilling har avisen ønsket at forelægge både rådmanden og stadsdirektøren i interview.

Ingen af dem har ønsket at stille op.

Michael Christensen oplyser ikke, hvornår forvaltningens undersøgelse ventes afsluttet, eller hvornår socialudvalget vil blive orienteret.