Motorstyrelsen får østjyde som direktør
Sine Louise Møller Iversen fra Skanderborg bliver direktør for cirka 500 ansatte. Minister Jakob Engel-Schmidt (M) udtaler, at han ser frem til at samarbejde med den erfarne topleder.
Sine Louise Møller Iversen, der stammer fra Skanderborg, bliver ny direktør i Motorstyrelsen.
Det oplyser Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.
»Det er indstillet til H. M. Kongen, at Sine Louise Møller Iversen udnævnes til ny direktør i Motorstyrelsen,« lyder det i meddelelsen.
Sine Louise Møller Iversen kommer fra en stilling som fagdirektør for Selskab i Skattestyrelsen. Hun tiltræder sin nye stilling den 1. september.
»Jeg er utrolig glad og stolt over at skulle stå i spidsen for Motorstyrelsens vigtige arbejde med at sikre korrekt og effektiv registrering af køretøjer i Danmark, samt at der bliver betalt det rigtige i afgifter. Det er en utrolig vigtig opgave, som jeg glæder mig til at kaste mig over sammen med de mange dygtige og dedikerede medarbejdere i hele Motorstyrelsen,« siger Sine Louise Møller Iversen.
Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) udtaler, at han ser frem til samarbejdet med den nye direktør.
»Sine Louise Møller Iversen er en erfaren topleder, som kender Skatteforvaltningen rigtig godt fra sin tid i Skattestyrelsen. Sine skal med sin store erfaring og indsigt i Skatteforvaltningen stå i spidsen for at øge tilliden til Motorstyrelsen og sikre mere retssikkerhed for borgerne i samarbejde med de dygtige medarbejdere og ledere i styrelsen,« siger skatte- og vækstministeren.
Sine Louise Møller Iversen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har før sin ansættelse i Skattestyrelsen bl.a. været tilsynsdirektør i Arbejdstilsynet og områdedirektør i Kriminalforsorgen.
Motorstyrelsen har cirka 500 ansatte og har sit hovedkontor i Aalborg.
læser
lige nu