Her må de ansatte motionere i arbejdstiden: »Man kunne frygte, at når man giver en lillefinger, så ryger hele armen, men...«
Webshop, der også har fysisk forretning, har valgt at give medarbejderne frihed til motion i arbejdstiden uden kontrol.
Løbeshop, der har hovedkontor og lager i Hadsten samt fysisk butik i Aarhus C, giver medarbejderne 30 minutters betalt motion om ugen, men faktisk må medarbejderne gerne tage mere end det, uden at nogen løfter et øjenbryn.
Løbeshop registrerer ikke, hvem der går ud ad døren, hvor længe de er væk, eller om det overhovedet bliver til motion. Der er ingen godkendelse, ingen afkrydsning og ingen opgørelse ved årets slutning.
Virksomheden har også fravalgt at koble ordningen til sygefravær, trivselsmålinger eller produktivitet. Der findes derfor ingen dokumentation for, at ordningen har en positiv virkning, men det mener direktøren, Ivan Jæger Christiansen, nu alligevel, at den har på forskellig vis:
»Der er flere aspekter i det. For det første er vi en virksomhed, som lever af løb og nørder i netop det. Derfor passer det her godt ind i vores dna. Så er der jo også et sundheds-aspekt i det. I stedet for at sidde koncentreret foran computeren i syv-otte timer hver dag, så tror jeg faktisk, at man får mere ud af menneskers effektivitet, hvis de får lov at røre sig. Det holder hjernen skarp på en anden måde,« siger direktøren, der selv benytter sig af ordningen – også mere end den halve time.
»Endelig er den her ordning med til at gøre Løbeshop til en attraktiv arbejdsplads. Alle virksomheder kæmper jo for at få de dygtigste folk. Nogle kan tilbyde gratis frugt, et fitnessmedlemskab eller en kageordning. Vi har så den personalegode, at man kan motionere i arbejdstiden.«
»Jeg ser det som en gave til både mig selv og medarbejderne. Jeg er far til tre, og når jeg kommer hjem fra arbejde ved fire-fem-tiden, så er det da en kæmpe gave, at jeg allerede har motioneret den dag.«
Men når der ikke er en øvre grænse for motionstiden, frygter du så ikke, at det kan tage overhånd?
»Jeg tænker, at mange virksomhedsejere frygter, at når man giver en lillefinger, så ryger hele armen, men det har vi bare ikke oplevet i de år, ordningen har kørt. Vi oplever ikke, at det tager overhånd, så nej, det er ikke en frygt. Nogle uger er der mere motion end andre – medarbejderne er gode til at balancere det. De er gode til at passe det ind, og ingen står med et stopur,« siger direktøren.
læser
lige nu