Fortsæt til indhold

Ukendt bilist kørte over for rødt og ud foran letbanen

En bil kørte sent mandag aften ud foran letbanen i Aarhus.

Samfund
mmch

En personbil kørte sent mandag aften over for rødt lys i krydset mellem Brendstrupgårdsvej og Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus og fortsatte ligeud, hvor bilen kørte ud foran et letbanetog. Sammenstødet fandt sted omkring klokken 23.26. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Letbanetoget kom kørende i østgående retning, da bilen kørte ud foran det. Ved sammenstødet blev letbanetoget afsporet fra skinnerne. Føreren af bilen forlod stedet, inden politiet nåede frem.

Ifølge Østjyllands Politi er der umiddelbart ikke meldinger om personskade i forbindelse med uheldet.

Uheldet medførte trafikale gener, da der skulle tilkaldes vejhjælp for at fjerne bilen fra vejbanen og få letbanetoget tilbage på sporet. Letbanen kørte ikke tidligt tirsdag morgen på linje L2 mellem Aarhus H og Aarhus Universitetshospital og Lystrup.

Østjyllands Politi efterforsker sagen og opfordrer vidner, der har set uheldet eller har oplysninger om føreren af bilen, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

Se video: