Ny kontorbygning i Aarhus – svanemærket og plads til over 200 medarbejdere
Bygningen er den første i Norden, der har opnået Svanemærket.
Energiselskabet OK har mandag indviet en ny kontorbygning ved hovedkontoret i Viby J. Bygningen har plads til omkring 220 medarbejdere, og er den første kontorbygning i Norden, der har opnået det officielle nordiske miljømærke, Svanemærket.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
OK har i forvejen næsten 300 svanemærkede vaskehaller på landsplan. Det nye kontorhus på 3.200 kvadratmeter følger dermed selskabets linje for bæredygtighed.
»Vi er meget glade for resultatet og de nye omgivelser, der giver vores kollegaer nogle rigtig gode rammer. Samtidig er vi stolte over, at det bliver i Nordens første svanemærkede kontorbygning, hvor vi har haft et stort fokus på bæredygtighed og genanvendelse af materialer,« siger Stina Bonde, HR-direktør i OK, i pressemeddelelsen.
Svanemærket stiller skrappe krav til miljø og sundhed i både materialevalg og byggeproces. Der er blandt andet fokus på håndtering af affald og genanvendelse, hvilket skal reducere den samlede belastning af miljø og klima. Resultatet er en bygning med lavt energiforbrug, forbedret arbejdsmiljø og høj byggekvalitet.
Bygningen er opført med genbrugte mursten og CO2-reduceret beton. Ifølge Stina Bonde har det været en naturlig beslutning at tænke bæredygtighed ind i byggeriet.
»Vi har allerede næsten 300 svanemærkede vaskehaller, og det giver rigtig god mening for os, at den nye kontorbygning også bærer svanemærket.«
Under det nye kontorhus er der etableret en parkeringskælder på 2.000 kvadratmeter med plads til cirka 50 biler. Samlet set råder OK’s hovedkontor nu over cirka 13.000 kvadratmeter.
læser
lige nu