Fortsæt til indhold

Hestepigefilm spærrer vej – stort bål antændes

Vej til skov afspærres for at undgå uhensigtsmæssig støj i forbindelse med filmoptagelser.

Samfund
sb

En scene til en kommende dansk om »hestepiger i 90’erne« er årsag til, at Syddjurs Kommune torsdag den 3. september afspærrer vejen og cykelstien ind til den kommunale Tolløkke Skov ved Ebeltoft.

Det oplyser Syddjurs Kommune på Facebook.

»Når vi afspærrer er det for at undgå uhensigtsmæssig støj i forbindelse med optagelserne. Der spærres for biler og desuden beder vi om, at cyklister og gående viser hensyn og holder sig til skoven på den vestlige side af Skovalléen,« lyder det i et opslag.

I forbindelse med optagelserne til scenen vil der blive antændt et stort bål, oplyser kommunen, der forsikrer, at bålet opbygges og afvikles af filmproduktionsselskabets specialiserede tekniske personale.

»De nødvendige tilladelser fra kommune og Beredskab er indhentet og kommunens skovfoged vil være til stede under hele afviklingen,« står der i opslaget.

Navnet på den kommende spillefilm nævnes ikke i opslaget, men der kan være tale om en filmatisering af bogen Kirstens Hævn instrueret af Lisa Jespersen.

Filmoptagelserne foregår kun ved det stjernemarkerede område i skoven øst for Skovalléen (se kort)

Se video: