Selv beslutningen om letbanen er forsinket
Letbanens etape 2 mangler 1,8 mia. kr. Alligevel skal Aarhus Byråd bruge efteråret på at tænke videre. Det er næsten imponerende, hvor konsekvent letbanen kan få aarhusianerne til at vente.
Flertallet i Aarhus Byråd har valgt at udsætte beslutningen om en etape 2 af letbanen til fjerde kvartal. Det er næsten rørende konsekvent. Selv beslutningen om letbanens fremtid er forsinket.
»Vi mangler 1,7-1,8 mia. kr. til anden etape af letbanen og har ikke et godt bud på, hvor pengene skal komme fra,« erkender Anders Winnerskjold (S) over for Stiften.
Det kunne ellers ligne et solidt beslutningsgrundlag, men det skal nu »kvalificeres yderligere« og »få en grundig drøftelse«. Regner man med at finde pengene mellem sofahynderne på rådhuset, eller kan 1,8 mia. kr. simpelthen drøftes så grundigt, at beløbet til sidst bliver mindre?
SF og Enhedslisten vil have etape 2 undersøgt til bunds. Men hullet i finansieringen er allerede blotlagt. Der er bundkontakt. På den måde er den politiske proces og letbanen kommet smukt i takt: begge står stille.
Efter en lang periode med færre afgange lød det højtideligt i begyndelsen af august fra Aarhus Letbane: »Nu ser vi frem til at lægge sagen bag os og fokusere på det, vi er sat i verden for: at levere sikker, stabil og attraktiv kollektiv transport til borgerne i Østjylland.«
Så kom hjortene. Så kom eftersynene. Så kom vedligeholdelsen. Togene gjorde ikke. Til gengæld slipper passagererne for nødvendigvis at blive skuffet på et bestemt klokkeslæt. Aflysningerne kommer fortsat med en vis spontanitet.
Heldigvis, eller desværre, er vi ikke alene. Odense har sin, og senest har Københavns forstæder fået deres. Berlingskes anmelder udsatte sig forleden for offentlig transport hele vejen til Ishøj og kørte undervejs gennem Vallensbæk, Herlev og andre stednavne, man ellers mest møder i radioens trafikmeldinger. Men hans beskrivelse passer lige så godt på Aarhus:
»Intet sted på turen oplever jeg en trafiksituation, der ikke lige så nemt kunne have været klaret med en dedikeret busbane på ringvejen og en hel masse små og store elektriske busser til at køre på den,« konstaterer han.
Men skinner har en uimodståelig tiltrækning på beslutningstagerne. De kan tegnes ind på et kort, forsynes med stationer og flotte visualiseringer af slanke mennesker, der står med en takeawaykaffe og aldrig har travlt. Det sidste er ganske praktisk, hvis de skal med letbanen.
En bus er vanskeligere at holde festtale for. Det er måske bussens egentlige problem. Ingen borgmester er nogensinde blevet fotograferet med blanke øjne foran en ny busbane. Der er ingen arkitektvisualiseringer, ingen skinner mod horisonten og ikke meget historisk vingesus over en ledbus. Den kan bare flytte mennesker fra A til B.
Byen, arbejdspladserne, kvartererne og transportvanerne ændrer sig hurtigere, end store infrastrukturanlæg kan tegnes, vedtages, finansieres og omsider bygges. En letbane, der først kan tages i brug efter 2037, skal altså ikke løse de trafikproblemer, Aarhus har nu, men dem, politikerne i 2026 forestiller sig, at byen vil have engang i 2040’erne. Det kræver en betydelig tro på prognoser og eget klarsyn.
Til gengæld er det ikke vanskeligt at få øje på de trafikproblemer, Aarhus har lige nu. De holder i kø hver morgen og eftermiddag. I stedet for endnu et efterår med kvalificering, drøftelser og udsigt til en letbane engang efter 2037 burde byrådet begynde at løse dem. Aarhusianerne har efterhånden lært at vente på letbanen. De behøver ikke vente længere på en løsning.