Fortsæt til indhold

Flere elever bortvist fra eksamen for AI-snyd: Brug for mere software eller flere pensionister, siger ekspert

25 folkeskoler bortviste i sommer elever for at bruge kunstig intelligens under eksamener.

Samfund
Ritzau
Sten Brøgger

Flere skoler måtte bortvise elever for at bruge kunstig intelligens i forbindelse med sommerens afgangsprøver.

Det viser en rundspørge blandt landets folkeskoler, som Fagbladet Folkeskolen har foretaget med svar fra 203 folkeskoler.

Hos 25 folkeskoler svarer skolelederne, at man har bortvist mindst én elev, mens ni af disse skoler måtte bortvise flere.

Fra skolerne lyder det, at der kan være flere tilfælde, som ikke er blevet opdaget, da det generelt er svært at bevise, om der er blevet snydt.

Det er især under prøven i dansk skriftlig fremstilling, at eleverne er blevet taget på fersk gerning.

På seks af skolerne var det i forbindelse med mundtlige prøver, at man fandt grund til bortvisning.

Flere skoleledere fremhæver, at det er vanskeligt at bevise, at en elev har snydt. Det kræver nemlig, at man fanger eleverne i gerningsøjeblikket, eller at eleverne indrømmer, at de har gjort det.

Derfor var der også flere situationer, hvor man måtte droppe mistanken, lyder det.

Dette medie har kontaktet Fagbladet Folkeskolen, som ikke kan oplyse, hvilke folkeskoler der har deltaget i rundspørgen.

Mere software eller flere pensionister

Ifølge folkeskolelærer på Marienhoffskolen i Syddjurs Kommune, Mikkel Aslak, er det allervigtigste, at skoler og lærere underviser eleverne i at bruge AI-værktøjerne på en fornuftig måde, og at eleverne hele tiden bliver undervist i at skrive selvstændigt.

Mikkel Aslak er foredragsholder inden for AI i undervisningen og var medlem af den ekspertgruppe, som daværende undervisningsminister Mattias Tesfaye nedsatte i 2023 til at give ham input til håndteringen af bl.a. ChatGPT ved eksamen.

Spørgsmålet er, hvad skolerne skal gøre i selve eksamenssituationen, så længe prøverne ikke er ændret.

»Lige nu er det jo op til den enkelte skoleleder. Enten må de investere i nogle af de programmer, der findes til at sikre og overvåge, og det er jo et økonomisk issue og for nogle slet ikke en mulighed. Eller også er det flere pensionister og studerende som vagter under eksamen,« siger han til Fagbladet Folkeskolen.