Fortsæt til indhold

Et anderledes festuge-tilbud: Prøv kræfter med en skraldebil

Forsyningsselskabet Kredsløb har en ret unik invitation i forbindelse med festugen.

Samfund

Børn i alle aldre med en forkærlighed for store køretøjer kan i festugen få en på opleveren.

Forsyningsselskabet Kredsløb inviterer nemlig aarhusianerne til en tur i en stor skraldebil med tilladelse til at se, røre og prøve kræfter med at tømme affaldsbeholdere fra skraldebilen.

Det oplyser Kredsløb, der står for affaldshåndtering i Aarhus, i en pressemeddelelse.

Med i selskabets særlige tilbud i forbindelse med festugen er også en mulighed for at se, hvordan det foregår, når affaldet fordeles i skraldebilens to rum.

»Festugen er et årligt tilløbsstykke for rigtige mange aarhusianere og derfor en rigtig god anledning for os til at møde vores kunder. Og hvilken bedre måde at gøre det på end at give indblik og konkret mulighed for at prøve at sætte sig i skraldemandens sted, siger chef for affaldsindsamling i Kredsløb Thomas Christensen.

Er man konkurrencemenneske, er det også muligt at deltage i en stor affaldsdyst, hvor man kan prøve og finpudse sine sorteringsevner, lyder det. Der er præmier på højkant, hvilket måske kan øge interessen for at være med i en affaldsdyst.

Du kan finde skraldebilen og affaldsdysten hos Kredsløb i Byparken 4. september klokken 15-18.

Som ved andre store mærkedage og festlige begivenheder forventer Kredsløb at se mere affald end normalt under festugen. Festuge-tiltaget er da også en mulighed for at bringe fokus på sortering og god forbrugeradfærd, lyder det fra Kredsløb.

Interesserede kan se mere her: Skraldebilen kommer!

Se video: