Fortsæt til indhold

Frivillig forening ansætter sin første medarbejder: »Det er en milepæl for os«

Målet er at få flere til at deltage i de frivillige indsamlinger og skabe fællesskaber på tværs af generationer.

Samfund

Siden etableringen i 2021 har den frivillige affaldsindsamlingsforening En For Holdet indsamlet 65,4 tons affald. Nu kastes der endnu mere energi ind i at holde Danmarks natur og byer rene.

I samarbejde med Aarhus Kommune har En For Holdet nu ansat sin første medarbejder. Det er foreningens stifter Lisbeth Olesen, der officielt er daglig leder på halv tid.

»Det er en milepæl for os at have en medarbejder med fokus på affaldsindsamlinger,« siger bestyrelsesleder Thomas Lund Hansen.

Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg under Aarhus Kommune finansierer halvtidsstillingen i samarbejde med foreningen.

»Frivillighed kan noget helt særligt, fordi mennesker mødes om noget, der giver mening. Her får vi både gjort noget godt for vores by og natur og skabt nye fællesskaber på tværs af generationer,« siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin.

Lisbeth Olesen begyndte at indsamle affald i Aarhus i 2017. Når hun gik tur med hunden, blev hun irriteret over affaldet, som folk smed på fortovet, i hække og i rendestenen. I 2021 dannede hun En For Holdet.

»Da jeg tog den første gribetang i hånden, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag kunne leve af det,« siger Lisbeth Olesen.

Målet med kommunens finansiering er at få flere til at deltage i de frivillige indsamlinger og skabe fællesskaber på tværs af generationer. En For Holdet vil derfor afholde mindst 12 årlige affaldsindsamlinger med afsæt i de 34 folkehuse i Aarhus Kommune. Fællesskaberne skal være med til at forebygge ensomhed og styrke det fælles ansvar for natur og byrum.

Lisbeth Olesen har på frivillig basis besøgt mange folkeskoler i Aarhus.

»Når eleverne ser en chips-pose fra 1969, som deres bedsteforældre kunne have smidt, er det en øjenåbner. Det er en vigtig fortælling for unge mennesker, at det, vi smider fra os på gaden, bliver liggende langt frem i fremtiden. Med ansættelsen kan jeg bruge endnu mere tid på det oplysningsarbejde,« siger hun.

Stillingen er tidsbegrænset til to år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

Se video: