Først skulle HMF til Stilling – nu har krangiganten fundet en ny placering
Planen om et stort domicil i Stilling blev aldrig til noget. Men HMF har stadig kurs mod Skanderborg Kommune – nu med forkøbsret til en grund i en ny erhvervspark ved Galten-Skovby.
Et par år efter at planerne om et nyt hovedkvarter i Stilling blev skrinlagt, har den internationale kranproducent HMF igen sat kurs mod Skanderborg Kommune.
Denne gang er destinationen et helt nyt erhvervsområde syd for Galten-Skovby. Her har HMF fået forkøbsret til en grund, når første etape efter planen bliver udbudt til salg i 2028.
»Vi har gode relationer til Skanderborg Kommune, som vi har været i dialog med tidligere, og vi ser et stort potentiale i den nye placering i Galten-Skovby,« siger HMF’s administrerende direktør, Mikkel Winther Andersen, i en pressemeddelelse.
Placeringen matcher ifølge direktøren virksomhedens langsigtede behov og giver mulighed for at opføre et tidssvarende domicil med plads til vækst. Samtidig kommer HMF tættere på de aktiviteter, som virksomheden allerede har i Galten.
Stilling-plan gik i vasken
Det er ikke første gang, HMF vil flytte hovedsædet fra Højbjerg til Skanderborg Kommune.
I 2022 skrev Din Avis, at kranproducenten planlagde at opføre 50.000 kvadratmeter produktion og 5.000 kvadratmeter administration i et erhvervsområde ved E45 i Stilling. Ambitionen var at samle produktion, administration og serviceaktiviteter fra Højbjerg og Galten under ét tag med indflytning i begyndelsen af 2024.
Dengang bød borgmester Frands Fischer (S) HMF og virksomhedens omkring 600 arbejdspladser velkommen. Han fremhævede samtidig kommunens evne til at sætte »turbo på planarbejdet«.
Planerne blev imidlertid aldrig ført ud i livet. Ifølge en ny pressemeddelelse fra kommunen blev projektet skrinlagt på grund af usikkerhed om økonomien og de fremtidige muligheder for at anvende HMF’s arealer i Højbjerg.
Siden har virksomheden solgt sit oprindelige domicil i Højbjerg og vurderet sit fremtidige behov på ny.
Nyt område på 40 fodboldbaner
HMF har endnu ikke købt en grund i Galten-Skovby. Byrådet har i første omgang givet virksomheden forkøbsret, når de første grunde efter planen kommer til salg i 2028.
Inden da skal Skanderborg Kommune udarbejde en lokalplan og byggemodne området.
Kommunen har gennem det seneste halve år opkøbt tre ejendomme syd for Galten-Skovby og råder dermed over jorden til første etape af den kommende Skovby Erhvervspark. Etapen omfatter cirka 30 hektar – svarende til omtrent 40 fodboldbaner.
Området har været udlagt til erhverv siden Kommuneplan 2016. Udviklingen sættes nu i gang, fordi kommunen oplever stor efterspørgsel efter erhvervsjord og det seneste års tid ikke har haft ledige kommunale erhvervsgrunde i Galten-Skovby.
Brand satte gang i flytteplaner
HMF’s tilknytning til Galten fik en dramatisk drejning i oktober 2021, da en af virksomhedens produktionsbygninger på Frichsvej brændte.
Som Din Avis tidligere har beskrevet, var branden med til at sætte gang i overvejelserne om at samle aktiviteterne fra Galten og Højbjerg i et nyt domicil. HMF genopbyggede siden faciliteterne på Frichsvej, og de aktiviteter, der allerede ligger her, ventes at blive på adressen.
HMF blev grundlagt som Højbjerg Maskinfabrik i 1945. Virksomheden producerer højteknologiske lastbilkraner, eksporterer til 40 lande og har i dag omkring 500 medarbejdere.
»Det bliver et vigtigt første skridt i udviklingen af Skovby Erhvervspark. Samtidig er det en stærk tilkendegivelse af, at virksomheder med vækstambitioner ser et stort potentiale i Galten-Skovby,« siger Frands Fischer.
læser
lige nu