Anne Linnet går i kødet på ”uvidende socialdemokrat” i sag om indhegnet have ud til havnen
I sagen om sit private havestykke på Holmen i København går musiker og sanger Anne Linnet nu til frontalangreb på både Københavns Kommune og Socialdemokratiets politiske ordfører på rådhuset.
Sangeren Anne Linnet føler sig misbrugt af Socialdemokratiets politiske ordfører på Københavns Rådhus, Niels E. Bjerrum. Hun mener, at ordføreren har brugt hendes sag om et privat havestykke til at profilere sig i valgkampen i oktober.
»Den forhistorie-uvidende socialdemokrat, der gjorde dette til sin mærkesag, burde måske ikke have haft frie tøjler her,« skriver Anne Linnet i sin seneste henvendelse til Planklagenævnet.
Det fremgår af en aktindsigt i sagen, som TV 2 Kosmopol har fået.
Anne Linnet har skrevet til nævnet, fordi hun vil have dem til at omstøde den beslutning, de tog i juni i år, om at hun skal fjerne sin lille private have ud til Københavns Havn.
TV 2 Kosmopol har kontaktet Anne Linnet flere gange, men hun er ikke vendt tilbage.
Socialdemokraten Niels E. Bjerrum har kun hovedrysten til overs for sangerens angreb.
»Jeg er ret sikker på, at det ellers udmærkede ry og rygte, hun har haft som folkesanger, ikke nødvendigvis bliver styrket af, at hun fører sådan en sag imod offentlig adgang til en af vores fælles herlighedsværdier i København,« siger Niels E. Bjerrum (S) til TV 2 Kosmopol.
Niels E. Bjerrum gør samtidig opmærksom på, at det jo er kommunens forvaltning og ikke ham, som har behandlet sagen.
»Endelig er fri, lige og uhindret adgang til havnefronten en politik, jeg har stået for i 15 år, og gået til valg på i 15 år,« siger Niels E. Bjerrum.
Den aarhusianske sanger langer i skrivelsen også ud efter Københavns Kommune, som ifølge hende har brudt en gentlemanaftale, hvor kommunen fik lov til at føre en sti ind over hendes matrikel, mod at hun fik direkte adgang til kanalen.
Sagen om Anne Linnets private havestykke kom til offentlighedens kendskab tilbage i oktober, da christianshavneren Isak Lichi til TV 2 Kosmopol fortalte om sin årelange undren over det afspærrede område ud for Anne Linnets bolig på Holmen.
Havestykket var omkranset af hegn og høje hække, og den aflåste låge var forsynet med et skilt, hvorpå der stod »Privat«.
Havestykket indeholdt både havemøbler og en privat badestige direkte til Københavns Havn.
Lokalplanen for området siger ellers, at offentligheden skal have fri og uhindret adgang til havnefronten.
Måneden efter – i november 2025 – traf Københavns Kommune afgørelse om, at havestykket var ulovligt og bad Anne Linnet om at fjerne hæk, hegn og låge.
Anne Linnet klagede til Planklagenævnet, som tilbage den 18. juni i år gav Københavns Kommune ret.
Planklagenævnet skal nu kigge på de nye oplysninger fra Anne Linnet og i første omgang vurdere, om de vil genoptage sagen. De forventer at træffe afgørelse i sagen inden udgangen af november 2026.
læser
Manden på bænken ved Rema 1000
lige nu