Fortsæt til indhold

Afsløring: Sådan kommer nyt multihus i Aarhus til at se ud

LYS1 bliver et hus med højt til loftet, lyder det.

Samfund
sb

Aarhus Kommune og Fonden Lyseng Idrætscenter kan fredag 4. september offentliggøre, at Base Entreprenør skal opføre et kommende multihus med bibliotek, idræt og borgerserviceydelser i Lyseng.

Det er slutresultatet, efter at projektet LYS1 blev sendt i udbud for omkring et år siden.

»LYS1 bliver en kæmpe aktør, når vi kombinerer idræt og fitness med bibliotek, borgerservice og lokalarkiv. Området kommer til at blive en lomme i byen, hvor det meste kan lade sig gøre, og jeg glæder mig virkelig til at se det færdige resultat,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge arkitekt og udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, Anna Hassel, er ideen til LYS1 inspireret af de canadiske community centre, hvor idræt og kultur sammen bidrager til et rigt fritidsliv.

»Med LYS1 bygger vi Danmarks første rigtige bud på et community center – et lokalt mødested, hvor man vil opleve at blive budt velkommen, uanset om man kommer for at dyrke kampsport, løfte vægte, låne bøger, danse eller høre en talk,« siger hun.

Ud over det kommende mødested, LYS1, er en ny trafikal løsning også blevet præsenteret. Hvor der tidligere kun har været én adgang for biler til Lyseng Idrætscenter, vil der i forbindelse med byggeriet blive åbnet op, så ind- og udkørsel bliver separeret. Det skal give et sikkerhedsmæssigt løft til området, ligesom hensigten er, at det vil få trafikken til at glide bedre.

LYS1 ventes at stå færdigt i efteråret 2029.

Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør
Visualisering: BASE Entreprenør