Én type tyveri topper i september - og tyvene er iskolde
September er den måned på året, hvor der er flest anmeldte cykeltyverier, viser tal fra If Forsikring.
Det kan være en god idé at låse cyklen resten af måneden, for september er højsæson for cykeltyve.
Antallet af cykeltyverier er 22 procent højere i september end i en gennemsnitlig måned.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra forsikringsselskabet If Forsikring.
Tallet er baseret på en opgørelse af anmeldelser, som If Forsikring har modtaget i perioden 2022-2025.
»De fleste studieretninger starter i august og september, og folk kommer også tilbage på arbejde efter ferien, så der kommer flere cykler på gaden i den måned,« siger Helene Ibsen, boligchef i If, til Ritzau.
Hun oplyser, at cykeltyvene ikke kun slår til i mørke afkroge, men også stjæler cykler ved højlys dag.
Ifølge forsikringsselskabet kan man mindske risikoen for cykeltyveri ved at bruge en fastmonteret lås og en kædelås samt låse cyklen fast til et cykelstativ.
»Man bør desuden stille cyklen et synligt og veloplyst sted, hvor mange mennesker færdes. Det kan mindske risikoen for, at tyven slår til,« siger Helene Ibsen i pressemeddelelsen.
Det er ikke kun selve cyklen, der er udsat. Også indholdet i kurven og på bagagebærere er et oplagt mål for tyvene.
Tilbage i juli advarede forsikringsselskabet også om en stigning i tyverier fra cykler.
Tyvene kan finde på at direkte efter genstande i kurven, for eksempel mobiltelefoner, punge, computere og tasker.
»Tyvene er ikke blege for at stjæle genstande fra cykelkurven lige for næsen af cyklisten - for eksempel når cyklisten holder stille for rødt lys. De er iskolde,« siger Helene Ibsen.
læser
lige nu