Før stor fusion: Aarhusiansk entreprenør lander uventet million-overskud
Selvom omsætningen faldt til 231 mio. kr., endte Brabrand-virksomhed med et årsresultat, der blev bedre end forventet.
Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S har netop kunnet fremvise sit regnskab for 2025/2026.
Her endte Brabrand-virksomheden med at lande et overskud på 7,23 mio. kr. – en stigning på næsten 4,5 mio. kr i forhold til året før.
Og det er på trods af, at omsætningen ellers faldt fra cirka 250 mio. kr. året før til 231 mio. kr. i det seneste regnskab.
Omsætningen var dog som forventet. Til gengæld endte årsresultatet med at være højere end forventet, lyder det i selskabets ledelsesberetning.
Entreprenørfirmaet skruer dog ned for forventningerne i det nye regnskabsår:
»For det kommende regnskabsår 2026/2027 forventes lavere aktivitet og resultat. Der forventes således en omsætning på 160-170 mio. kr. og et resultat før skat 3-5 mio. kr.«
»Forventningen bygger på aktivitet realiseret i maj måned og ordrebeholdningen i juni måned, som samlet set er på et lavere niveau end ønsket,« lyder det i ledelsesberetningen.
Årsresultatet på plus 7,23 mio. kr. er dog det bedste i fem år for Aarhus-virksomheden – et resultat samtidig også bliver det sidste selvstændige regnskab for Aarhus-virksomheden.
Fusion samler 350 ansatte
For tilbage i slutningen af august meldte Poul Pedersen A/S ud, at Aarhus-virksomheden fusionerer med EMR, Murer & Entreprenør A/S, der har sit hovedkontor i Nørre Snede.
»Som led i koncernens fortsatte udvikling integreres Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S i EMR, Murer & Entreprenør A/S. Sammenlægningen skal styrke virksomhedens position i markedet og skabe endnu bedre muligheder for kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere,« lød det i pressemeddelelsen.
De to virksomheder skal fremover samles under EMR-navnet.
Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S blev dog allerede tilbage i 2003 opkøbt af EMR, som overtog 50 procent af ejerandelen i Brabrand-foretagendet.
Siden har Nørre Snede-virksomheden øget sine ejerandele i den aarhusianske entreprenørforretning, og i de senere år har begge forretninger haft samme ejerkreds.
EMR blev grundlagt i 1968, og Entreprenørfirmaet Poul Pedersen i 1983. De to virksomheder omsætter for op imod 1 - 1,3 milliarder kroner og beskæftiger samlet omkring 350 medarbejdere.
Ifølge ledelsesberetningen fra Entreprenørfirmaet Poul Pedersen A/S forventes fusionen gennemført i det igangværende regnskabsår, »som led i en forenkling af koncernstrukturen«.
læser
lige nu