Fortsæt til indhold

Børnene var alene hjemme: Pludselig var der brag, sirener og flammer få meter fra huset

Naboer og børn reagerede hurtigt, da en transformatorstation udbrændte – nu investerer vandværket i nødgenerator.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Et voldsomt brag, røg og store flammer fra en transformatorstation rystede søndag formiddag Tvingstrup ved Horsens.

Omkring klokken 11.24 blev op mod 500 husstande ramt af strømsvigt, som hurtigt fik følgevirkninger, da det lokale vandværks pumper også satte ud.

Det fortæller beboer Kamilla Nohns Jeppesen til TV2 Østjylland.

Familien Nohns Jeppesen havde netop sat kurs mod Hedensted sammen med deres treårige, mens fire af deres større børn blev alene hjemme.

Kort efter braget ringede børnene til deres mor og fortalte om blinkende lys, sirener og flammer få meter fra huset. Fra vinduet kunne de følge branden, der udbrød i transformatorstationen på Bakkevænget.

»Lyset blinkede, og de hørte sirener komme nærmere. Det er klart, at jeg blev lidt bekymret,« siger Kamilla Nohns Jeppesen til TV2 Østjylland.

Naboer trådte hurtigt til og sørgede for børnene, mens brandvæsnet fik styr på situationen. Ifølge Kamilla Nohns Jeppesen gjorde børnene præcis, som de var blevet lært: De ringede efter hjælp og holdt sammen til de voksne kom.

»Først og fremmest har jeg rost dem, for de reagerede præcis, som vi har lært dem. Vi fik talt dem til ro, men efter putning fortalte de om ondt i maven af bekymring. Jeg sagde, at jeg selv havde lidt ondt i maven over, hvad der kunne være sket,« fortæller hun.

Strømafbrydelsen ramte ikke kun private hjem, men også byens vandværk. Formand for Tvingstrup Vandværk, Peter Bremer Hansen, oplyser, at man nu vil fremskynde indkøbet af en nødstrømsgenerator.

»Det skal gerne være her i efteråret, for nu så vi, hvad der sker, når strømmen forsvinder, og det hele går i stå. Det dur ikke, og det er ikke holdbart i længden,« siger Peter Bremer Hansen.

Hos el-selskabet N1 bekræfter kommunikationschef Frederik Gelstoft Schmidt, at branden i mellemspændingsstationen skyldtes en teknisk fejl.

»Vi er ved at finde ud af, hvordan det kunne ske, men der er tale om en yderst sjælden hændelse, hvilket selvfølgelig isoleret set er positivt. Det ændrer ikke på, at det er beklageligt, at folk mistede strømmen,« siger han til TV2 Østjylland og understreger, at alt tyder på, at der ikke var tale om sabotage.

Ifølge N1 var strømmen tilbage hos alle berørte husstande omkring klokken 19.00 søndag. Brandvæsenet brugte i alt halvanden time på at sikre, at branden ikke spredte sig.

Tvingstrups lokale vandforsyning kører nu midlertidigt på en nødgenerator, indtil en permanent løsning er på plads.

Se video: