Festugen var også for børn. Desværre til langt ud på natten
Aula-forældrene slipper tilsyneladende tøjlerne, og det er godt. Hvis det ikke lige er fredag og lørdag nat.
Det er heldigvis begrænset til få gange om året, at forældregenerationen i flok beslutter sig for at give den én over nakken: Smukfest, julefrokosten og så Aarhus Festuge. Heldigvis, for der er noget urovækkende over mennesker i min egen alder, der i flok, efter to Aperol Spritz, overdrevet meget denim og omhyggeligt placerede solbriller i fællessang beslutter, at nu skal det sørme være festligt.
Under festugen opstår endda den lidt aparte situation, at forældrene deler nattelivet med deres børn. Så i teorien kan forældre med en Gin Hass i hånden møde deres 14-årige barn med alt for meget vodka i blodet. I teorien, for noget tyder på, at børn og forældre er langt væk fra hinanden.
Enhver, der har bevæget sig rundt i midtbyen i festugens weekender, har set børnene i natten. Nogle er ungdommeligt larmende og helt sikkert i gang med den bedste aften i deres foreløbig korte liv. Andre så berusede, at fortovets bredde ikke rækker. Og så er der dem, der ligger på Strøgets bænke og ikke længere er ordentligt kontaktbare. De er meget unge. De er meget fulde. Og der er tilsyneladende ingen voksne i nærheden.
Indrømmet: Det kan lyde som begyndende gammelmandsbrok, hvis sikre symptomer er, at man synes, de unge larmer for meget og går for mærkeligt eller for spartansk klædt. I fremskredne tilfælde konkluderer man ligefrem, at alt var bedre i gamle dage. Vi var ikke bedre selv. Men selv at have været en tåbe som 14-årig, er ingen undskyldning for at overlade nutidens 14-årige til sig selv og nat-udgaven af Aarhus midtby. Vi burde vide bedre og turde rejse spørgsmålet, også selv om det er festuge med leben i gaderne og højt humør på kommando: Hvad pokker laver børn alene midt i byen om natten? Og hvor er forældrene (udover på Pustervig)?
Vi lever ellers i de bekymrede forældres guldalder. Vi kører børnene i skolen, sukker over skærmtiden, er bekymrede for børnenes (for guds skyld ikke vores eget) forbrug af sociale medier, bandlyser energidrikke og forsøger at fjernstyre deres liv via Aula eller mobiltelefonen. Børnene skal beskyttes mod karakterpres, algoritmer og kropsidealer. Men når mørket falder på, og festugen sætter ind, ophører tilsynet tilsyneladende. Så kan den 14-årige få lov at gennemføre et selvstændigt feltstudie i vodka og menneskekroppens begrænsninger. Var det en Pisa-anerkendt kundskab, ville Magnus Heunicke stå med den første solstrålehistorie i årevis.
Børn og unge har gennem generationer overvurderet egen dømmekraft. En ungdom uden dumheder ville være trist, men ikke så trist som en barndom uden grænser og i fravær af forældrenes dømme- og handlekraft. At sætte grænser burde ikke kræve en pædagogisk diplomuddannelse. Ansvaret er en af de få ting, man endnu ikke kan overlade til kommunen. Vel, det bliver næppe belønnet med en takketale til konfirmationen. Det må man som voksen forsøge at komme over.
Unges alkoholforbrug er blevet til et samfundsanliggende. Politikere regulerer, staten sender spioner ind hos købmændene, skolerne oplyser, kommunen forebygger, og nattelivet forventes at passe på børnene. Men et sted mellem aldersgrænser, kampagner og handleplaner risikerer man at overse forældrenes ansvar. Nogle gange består forældrerollen i at være den, der siger nej, sætter grænser, henter tidligt og bliver lagt for had resten af weekenden.
Moderne forældreskab (og til tider festugen) kan være en ganske omklamrende affære, og det gavner ingen. Børn skal selvfølgelig have længere snor i takt med alder, ansvar og frigørelse. Og en dag skal den slippes helt. Men den behøver ikke være så lang, at den når fra parcelhuset til Store Torv klokken halv to fredag nat.