Fortsæt til indhold

Læreren troede, han løj, men den er god nok: 10-årige Storm drøner rundt i en gammel BMW

10-årige Storm Erbs Pabst lærte allerede at køre bil som 5-6-årig. I dag spærrer voksne stadig øjnene op, når de ser ham brænde dæk af til biltræf rundt om i Jylland.

Samfund

Da Storm Erbs Pabst gik i 0. klasse, fortalte han sine klassekammerater, at han kunne køre bil. Altså sådan en helt rigtig en af slagsen.

Mens det fascinerede hans kammerater ovre i skolen, var det alligevel en påstand, som hans lærer imidlertid ikke troede på.

For hvorfor skulle han også kunne gøre det? Køre bil? Han var fem eller seks år gammel og havde ikke engang lært at cykle endnu.

»Han går og digter lidt, ham Storm,« måtte klasselæreren lige orientere Storms forældre, Sandie Pabst og Rune Erbs, om.

»Nå, nej nej – den er god nok, han kører lidt ude på vores mark,« lød svaret så fra mor Sandie.

Og selv om der nu er gået små fem år siden dengang, så er forbavselsen ikke blevet meget mindre.

For der bliver stadig spærret øjne op, når Storm ”The Kid” – som der også står på en nummerplade i ruden – dukker op til diverse brændertræf rundt omkring i Jylland for at slide et sæt dæk op.

»Kammeraterne ovre i skolen spørger stadig: ”Er det din ægte bil?” Og så joker de med: ”Årh, det er jo bare en legetøjsbil”. Nej, det er det faktisk ikke,« siger Storm Erbs Pabst.

Og det er det bestemt heller ikke – en legetøjsbil.

Men at der er et element af noget legetøj over den fuldvoksne BMW 330D E46 fra 2000, der står uden motorhjelm og med flere modifikationer i familiens store værksted i Fårvang, kan man nok heller ikke helt afvise.

»Hvem starter også med en BMW som ni-årig?« spørger Sandie Pabst og kigger over på sønnen, da avisen besøger familien en overskyet torsdag i september.

Ved siden af står Storms far, Rune Erbs, og griner.

10-årige Storm Erbs Pabst med mor og far, Sandie Pabst og Rune Erbs, i familiens værkstedshal i Fårvang. Foto: Anders Michaelsen

Godnathistorier fra Biltema

For det er ikke sådan helt ud af det blå, at 10-årige Storm Erbs Pabst er blevet bidt af at køre bil – og for den sags skyld også fikse dem.

Man kan bare tage et hurtigt kig rundt i den store værkstedshal, der ligger ved siden af familiens hus ved Fårvang. Her holder flere gamle biler, som far Rune har købt – primært i Tyskland – og de rester, der er tilbage af dem, når motordele er blevet pillet ud for at blive sat over i en anden bil.

»Det er hyggeligt at lave bilerne, men det er også sjovt at køre, fordi du kommer til at ligge sidelæns med bilen, når du laver de her sving ude på marken, og nogle gange får du også overskredet nogle grænser,« fortæller Storm Erbs Pabst.

Far og søn plejer at sætte musik på ude på værkstedet, og så står de ellers og skiller bilerne ad og samler noget nyt.

»Og så er der også et godt fællesskab til de her biltræf, og du kan nemt snakke med andre folk. Så kan man lige gå hen og spørge: ”Hvor mange hestekræfter har den her?” Og det er også meget hyggeligt,« siger Storm.

Det Storms mor Sandie, der startede med at lære ham at køre bil på familiens græsmark i en gammel Renault. Men senere tog far Rune over. »Vi kørte rundt hernede på marken, hvor du skulle lære at finde koblingpunktet og skifte gear. Og så tænkte jeg, det var godt, jeg havde givet ham en fornuftig start på det. Så tog jeg på weekendarbejde, og så fik jeg pludselig en video, hvor du lå og lavede håndbremsevendinger,« fortæller Sandie Pabst. Foto: Anders Michaelsen

Mor Sandie Pabst håbede ellers, at hun skulle få sig en søn, der ville følge i hendes hesteskoformede spor.

»Jeg har heste, så jeg troede også, at jeg fik mig en hestedreng, men det gjorde jeg bare ikke,« siger hun og kigger over på sønnen.

»Du har bare altid været til motorer og teknik.«

Det var i stedet hestekræfterne – og ikke hestene – der vandt Storms interesse. Og her er det heller ingen familiehemmelighed, at far Rune Erbs, der er smed og til daglig reparerer mobilkraner, har sin del af fortjenesten for sønnens anderledes hobby.

For han er selv vild med biler og at rode i dem, og det har smittet af på Storm, der hurtigt har fået hang til at lave hjulspind på familiens mark, sparke til dæk og få motorolie på fingrene.

Tidligt var Storm Erbs Pabst med far Rune ude at køre, når han skulle på biltræf, og allerede som 5-6-årig lærte han at køre med manuelt gear i en gammel Renault Megane ude på familiens græsmark. Og når der så skulle fortælles godnathistorier, kunne det være et nummer af Biltema, der blev læst op.

I dag tager far og søn sågar også på roadtrip til Hamborg eller Hannover, når der skal hentes en gammel og billig BMW hjem, som måske lige præcis gemmer på den motor, de to står og mangler.

Det vrimler med motordele i værkstedet ved Fårvang. Foto: Anders Michaelsen

»Og der er Storm faktisk blevet ret god til at sidde på sin telefon og kigge på tyske salgsannoncer,« fortæller Sandie Pabst.

Det er også ofte hans tips og researcharbejde, der afgør, hvilken tysk forhandler gps’en skal sættes til næste gang.

Biler fylder med andre ord en hel del i familien – hvis nogen altså skulle være i tvivl.

»Jeg prøver stadig at holde fast i noget med hest. Men så var vi på sommerferie i år, og så skulle vi sjovt nok på vej hjem selvfølgelig også lige holde ind ved BMW-museet. Der trak jeg mig så lige og tænkte, at så passer jeg bare hotelværelset,« siger Sandie Pabst og griner.

0. klasses vejhjælp

Det er til gengæld heller ikke helt uden fordele at have en søn, der fra en tidlig alder nærmest er blevet døbt i motorolie.

En dag, da Storm gik i 0. klasse, og mor Sandie skulle hente ham i SFO’en, ville bilen pludselig ikke starte.

»Så måtte jeg ringe over i SFO’en og sige til Storm, at der går lige noget tid, før jeg kan komme og hente dig, for jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg får bilen startet.«

»Men så kunne jeg bare høre det der lille barn i den anden ende, der bare sagde: ”Hvis du har overskud til det, mor, så har vi et reservebatteri”, og så nævner han et eller andet sted, hvor der også ligger et startkabel – og så fik jeg lige en helt gennemgang af, hvad jeg skulle gøre for at starte den der bil,« fortæller Sandie Pabst og griner.

»Og hvis jeg havde brug for mere hjælp, så kunne jeg lige ringe igen, for så skulle han nok lige guide mig igennem. Det kunne han lige klare igennem røret.«

Foto: Anders Michaelsen

Han hjælper også til, når der skal skiftes vinterdæk, og slår græsset med familiens store havetraktor, og da en af Sandie Pabsts veninder fra Thorsø den anden dag ringede, fordi hendes bil ikke ville starte, var det 10-årige Storm, der fik røret.

»Heldigvis var Storm hjemme, så jeg gik ud til ham og sagde, kan du ikke lige snakke med damen? Så fandt han ud af, hvad der var problemet, og så endte jeg med at sætte mig ind i en bil og køre Storm til Thorsø. Han havde taget værktøj med og fik så sat en booster på og startet bilen for hende,« fortæller Sandie Pabst.

Dækjagt: »Hjælp min søn!«

Nogle gange må familiens to bilhoveder dog også have assistance fra hende med hestene. For det er mor, der har bedst styr på det der Facebook.

Ovre i hjørnet af værkstedet står nemlig flere tårne med bildæk, og mange af dem har familien modtaget, efter at Sandie Pabst for nylig gik på det sociale medie og efterlyste aflagte dæk, som sønnen kunne få.

»Hjælp min søn! Storm på 10 år har en anderledes hobby. Han deltager i drifting og brændertræf med sin BMW 330D E46. Men han mangler brugte dæk til den. Han lover til gengæld at slide dem helt op og få de allersidste kilometer ud af dem,« skrev hun.

Og ind strømmede det så med dæk fra nær og fjern.

Det er en hobby, der kræver mange sæt dæk. Så forleden gik Storms mor på Facebook for at finde gamle dæk, som sønnen kunne slide helt op. Foto: Anders Michaelsen

For dækkene ryger lynhurtigt op i røg, når Storm deltager i et brændertræf, hvor bilerne skal lave såkaldte ”burnouts” på en lukket bane.

»Der handler det om at brænde dækkene af, indtil det siger ”bang”,« siger Storm Erbs Pabst.

Fem minutter har man så til at få dækkene til at sige netop den lyd.

»Min fars bil tager cirka et minut om at futte et helt sæt dæk af. Den her tager nok cirka to,« siger Storm Erbs Pabst og peger på sin egen bil.

Jo hurtigere man kan brænde dækkene af, desto bedre. Og kan man ikke nå det på de fem minutter, må man væk fra den større bane og ud i en såkaldt brænderboks, hvor køreren kan få brændt de sidste dækrester af.

Sådan ser et par udtjente dæk ud, når 10-årig Storm har været til brændertræf. Privatfoto

Ild under motorhjelmen

Men nogle gange er det ikke kun dækkene, der bliver overophedet.

»Jeg har også sat ild til en bil en enkelt gang,« siger Storm og smiler.

Var det med vilje eller?

»Det var det ikke,« indskyder Sandie Pabst.

»Men jeg sagde til min far: ”Nu er motoren lidt varm, skal vi ikke stoppe nu?” Han sagde, ”nej, vi kan godt lige køre lidt mere”. Okay, du er mesteren, sagde jeg så. Og pludselig så jeg bare folk vinke, og så gik de hen til mig og åbnede motorhjelmen for at slukke bilen,« siger Storm og smiler igen.

I sådan et øjeblik indrømmer Sandie Pabst, at hun godt kan blive lidt bekymret.

»Men der er jeg stor fan af brandslukkere og styrthjelme – og du har styrthjelm på, når du kører,« siger hun og kigger hen på sønnen.

Reglerne er, at han altid skal køre med sele på og vinduet rullet op, når han kører, fortæller Rune Erbs.

»Det kan godt være, at det lyder mærkeligt, men han er jo sådan set meget forsigtig, og hvis du siger til ham, at der er noget, han ikke skal gøre, så lader han være med det. Så vi er ikke bange for, at han kører ud på vejen eller gør et eller andet i den stil,« siger Rune Erbs.

»Det er også derfor, vi er så trygge ved at lade ham gøre det. Han er ikke sådan en, der kaster sig hovedkulds ud i noget,« siger han.

Foto: Anders Michaelsen

Helt hovedkulds har Storm Erbs Pabst heller ikke for alvor kunnet kaste sig ud i diverse brændertræf endnu.

For selv om han indtil videre har været til et par stykker i henholdsvis Karup, Thisted og Aabenraa, så kræver det oftest også lidt overtalelsesevner og lidt forudgående benarbejde med arrangørerne at få lov til at køre, når man kun er 10 år, og der er stadig mange steder, hvor kørerne skal være minimum 13 år gamle for at få lov at ”drifte” og køre på de lukkede baner, fortæller Sandie Pabst.

Her er planen for Storm og familien dog at tage til Tyskland næste år, hvor der ikke er de samme aldersrestriktioner til lignende biltræf.

Men indtil han bliver gammel nok til at få lov at køre flere steder, fortsætter han med at øve sig hjemme på familiens mark ved Fårvang – med far i værkstedet, mor på sidelinjen og en kæmpe brugte dæk på lager.

Se video: