Nu genåbner tilkørsel: »Stor lettelse for mange pendlere«
Vejdirektoratet fjerner spærringen af tilkørslen til Aalborg fra både Djurslandsmotorvejen og Århusvej.
I de seneste uger har trafikanter været ude på nogle lange omkørsler ved Aarhus N.
Men det slutter torsdag morgen 10. september.
Her fjerner Vejdirektoratet nemlig spærringen af tilkørslen til Aalborg fra både Djurslandsmotorvejen og Århusvej.
Fra samme morgen vil der igen være to spor i nordgående retning på E45 forbi Motorvejskryds Aarhus N.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet, der kalder det »en stor lettelse for mange pendlere.«
Herefter fortsætter arbejdet primært om aftenen og natten, indtil udbygningen af motorvejskrydset forventes afsluttet i november.
Skiftende spærringer
Flere steder i motorvejskrydset mangler Vejdirektoratet fortsat at lægge det sidste lag asfalt, inden alle spor kan tages i brug, og hastigheden igen kan sættes op.
Fra mandag 14. september og de følgende måneder vil flere af til- og frakørslerne ved Aarhus N være spærret på skift, men denne gang i aften- og nattetimerne fra klokken 18.30 til 05.30.
I samme periode vil der nogle aftener og nætter kun være ét spor i hver retning på motorvejen forbi Motorvejskryds Aarhus N.
I området skiltes der med de enkelte spærringsperioder og med omkørsel via enten Tilst eller Hadsten.
Da der nogle steder skal fræses gammel asfalt af, inden den nye bliver lagt, vil trafikanterne i nogle perioder opleve at køre på en ujævn asfalt.
Århusvej spærret i tre nætter
Vejdirektoratet lægger også sidste hånd på udvidelsen af Århusvej, der forbinder Søften og Aarhus.
Her skal der ligeledes lægges slidlag, hvilket blandt andet betyder en midlertidig spærring af vejen i aften- og nattetimerne.
Det vil foregå over tre nætter i løbet af oktober med omkørsel via Trige.
Der vil blive skiltet med periode og omkørsel.
læser
lige nu