»Tolerancen er måske blevet mindre. Det gælder nok også min egen«

Der er næppe mange eksperter, der har haft så travlt i den forgange uge som Andreas Rasch-Christensen. Den seneste Pisa-måling viser, at de 15-årige skolelever aldrig har klaret sig dårligere i matematik, naturfag og læsning. Politikerne taler om en læringskrise, og forskningschefen fra VIA University College har igen været blandt de eksperter, der skal forklare, hvordan det kunne gå så galt. Det er den Andreas Rasch-Christensen, mange kender.

Men når mikrofonerne er pakket væk, findes han også i en anden udgave: aarhusianeren og bestyrelsesmedlemmet og sportschefen i Brabrand IF Fodbold. Hvilke steder bruger han, hvad irriterer ham ved byen, og hvad kan man egentlig lære på sidelinjen i Brabrand, som man ikke kan læse sig til?

Her er hans version af Aarhus.

Hvad er din bedste oplevelse i Aarhus det seneste år?

»Det nærliggende svar ville være AGFs mesterskab. Jeg under virkelig byen og vores gode samarbejdspartnere fra AGF det mesterskab. Men jeg vil pege på VIA UCs store internationale forskningskonference NERA, der blev afholdt på vores Campus C i Ceresbyen. Der var små 2.000 deltagere fra flere forskellige lande, og uden et yderst velfungerende samarbejde med byen, bl.a. selvfølgelig hotel- og restaurationsbranchen, så ville konferencen ikke været blevet en så stor succes. Vi afholdt åbningsreception på Aros, og det var som om, at byen i dagene åbnede sig op for konferencedeltagerne på meget imponerende måder. Aarhus har virkelig et internationalt snit over sig.«

Hvilket sted viser du en gæst, der aldrig har været i Aarhus før?

»Det er nærmest lidt klicheagtigt at nævne Aros, men for mig udgør kunstmuseet et slags kulturelt bindeled i byen. Det skyldes formodentlig også, at jeg kan sidde på mit kontor på Campus C og se lige over på Aros, der også ofte har været ramme for en række aktiviteter, som jeg har været involveret i. Jeg er ikke ret indsigtsfuld i kunst, men museet formår at kombinere kunst, arkitektur og formidling, så den verden gøres tilgængelig. Selv for en som mig.«

Hvad forstår folk, der bor i midtbyen, ikke altid ved Brabrand?

»At det er et område med stor diversitet, der giver nogle særlige dynamikker i lokalområdets mange fællesskaber. Det betyder ikke, at alle Brabrands fællesskaber er mangfoldige, men når vi er på Gasværket, til kulturuge eller i fodboldklubben, så er vi dem, som vi er, og det er ikke vigtigt, hvad vi laver. Det er rigtig rart bare at kunne være Andreas og mødes med andre Brabrand-borgere om noget, der er vigtigere end en selv.«

Hvilket sted i Aarhus er efter din mening undervurderet?

»Besættelsesmuseet tager sig umiddelbart ikke ud af så meget, men det giver en ganske særlig mulighed for at komme ind under huden på frihedskæmperne, soldaterne og aarhusianerne i den svære tid. Museet udgør en ramme, hvor de besøgende kan forholde sig til de mange spørgsmål og dilemmaer, der gjorde sig gældende i de år, hvor Danmark på den ene side samarbejdede med besættelsesmagten og på den anden side – blandt nogle - forsøgte at bekæmpe den.

Du beskæftiger dig professionelt med børn og unges trivsel. Hvad ser du i foreningslivet, som vi har en tendens til at overse i debatten om trivsel?

»Først og fremmest så er trivsel eller mistrivsel ikke stationære fænomener. De ændrer sig, og noget af det, der kan påvirke på godt og ondt, er de fællesskaber, som vi indgår i. Så hvis livet bøvler lidt i skolen eller på arbejdsmarkedet, så gør det ikke så meget, hvis man kan blomstre op i foreningslivets fællesskaber. Og sådan er det faktisk for en del. Vi kan se, at nogle fodboldskoler i udsatte områder i Aarhus giver børn og unge fornyet mod på tilværelsen. Vi har en særlig forpligtigelse til at sikre, at de grupper, der er mest presset, får adgang til foreningslivet. Ikke fordi det bare er en dans på roser. Trivsel drejer sig ikke om at gå med hænder op over hovedet hele tiden. Det drejer sig om at lære at håndtere de udfordringer, som livet fører med sig.«

Hvor i Aarhus synes du, at børn og unge har de bedste muligheder for bare at være børn og unge?

»Mange steder heldigvis. Som mange andre forældre, så har jeg tilbragt oceaner af tid på legepladser, da mine piger var små. Det er rigtig mange år siden. Jeg kan dog fortsat se, at der er mange fantastiske legepladser, f.eks. på Aarhus Ø. Leg er ikke bare et redskab til at børn kan udvikle sig motorisk eller få sociale kompetencer. Børn skaber mening i deres tilværelse gennem leg, hvor de bruger fantasien sammen med andre børn. Det er fantastisk at opleve, og jeg holder meget af legepladser.«

Hvilket sted i byen har ændret sig mest, siden du lærte Aarhus at kende?

»Helt klart Aarhus Ø. I lang tid syntes jeg faktisk, at det var lidt af en rodebutik. Nu er det som om, at den har fundet sin form med et hav af muligheder. Ikke mindst gastronomiske. Jeg tror ikke, at jeg kunne tænke mig at bo der, men jeg kan godt lide lejlighedsvist at være der. Særligt sammen med familien.«

Hvornår irriterer Aarhus dig mest?

»Når man ikke kan gå eller løbe en tur uden nærmest at blive torpederet af en gruppe hidsige cyklister. Det er sikkert ikke et særligt aarhusiansk fænomen, og der skal bestemt være plads til at dyrke cykelsporten. På alle mulige måder. Det er bare som om, at stierne rundt omkring enten er blevet smallere, eller også er tolerancen måske blevet mindre. Det gælder nok også min egen.«

Du bliver ofte ringet op, når medierne skal have en ekspert til at forklare folkeskolen. Hvilket spørgsmål om skolen er du efterhånden mest træt af at få?

»Jeg er faktisk ikke træt af nogle særlige spørgsmål. Jeg oplever for det meste journalister, der spørger vidende og åbent ind til, hvad der rører sig på skoleområdet. Jeg ville dog rigtig gerne kunne bidrage til nogle flere positive historier om skolen. Derfor fremhæver jeg så ofte som muligt de mange gode lærere, pædagoger og ledere, der befolker den danske folkeskole. Den har det bare lidt svært i tiden, og derfor er mediernes lidt kritiske vinkler sådan set helt lødige.«

Hvis du fik lov at indføre ét fag på skoleskemaet, som ikke findes i dag, hvad skulle aarhusianske skolebørn så undervises i?

»Jeg er ikke så begejstret for at indføre flere fag i skolen. Der kan være en tendens til, at hver gang, vi oplever et nyt problem, så skal skolen håndtere det. Og det skal skolen på dens egne måder gennem de fag, som har eksisteret i hundredvis af år. Dog vil jeg nok anbefale, at alle elever får teknologiforståelse som fag. Det er indført som valgfag i udskolingen, men alle burde have det. Det drejer sig ikke så meget om, hvor meget eller hvor lidt man skal bruge teknologier. Det drejer sig om, at vi skal forstå dem. Hvorfor er Facebook så udskældt, når det er politikernes primære kommunikationsplatform? Hvordan fungerer Googles algoritmer? Hvorfor kan AI aldrig være et sandhedsvidne? Det kan være fint med forbud mod mobiler og AI samt begrænse elevers skærmtid. Samtidig er vi nødt til at arbejde med den digitale dannelse.«

Hvad har Aarhus lært dig om at være en del af et fællesskab?

»Netop at det er vigtigt. Jeg er grundlæggende introvert, og det har aldrig faldt mig naturligt at involvere mig i mange forskellige fællesskaber. Derfor er jeg også enormt taknemlig for at have opdaget betydningen af dem, f.eks. foreningslivets frivillige fællesskaber. Selvfølgelig er det noget med at bidrage og give noget af sig selv til andre, men man får også enormt meget igen. Det er godt at samles og fejre sejre og begivenheder. Det skal vi ikke glemme at nyde. Det er dog også i livets mørke stunder, når der er modvind og regn, at vi har brug for andre. Derfor skal der investeres i fællesskaber, og vi har en særlig forpligtigelse til at hjælpe dem ind, der ikke selv kan.«

Dette var én version af Aarhus. Der findes mange.