Folkeskolen er for børnene – ikke forældrene, foreningerne og forretningerne

Folkeskolen er til for børnene.

Folkeskolen er ikke til for foreningerne, for forældrene eller for forretningerne.

I skoledebatten fremhæves det ofte, hvilken betydning skolen har for foreningslivet og forretningslivet i lokalsamfundet.
Nogle af argumenterne er der grundlag for i forskningen, mens andre mere handler om følelser og frygt for forandringer af den hverdag og det lokalsamfund, vi alle finder tryghed og stabilitet i.

Derfor skal lokalsamfundene selvfølgelig tænkes med og betydningen af, om der er en skole, skal ikke negligeres. Omvendt skal betydningen heller ikke overdrives - og det er i min optik både et uretfærdigt og urealistisk stort ansvar at placere på folkeskolen, hvis den alene skal bære hele lokalsamfundets fremtid. Og det er et skævt fokus, synes jeg.

Folkeskolen er først og fremmest til for børnene.

Det er børnenes hverdag og fremtid, deres muligheder og deres udvikling, der bør være udgangspunktet, når vi debatterer forandringer på folkeskoleområdet.

Forandringer vækker naturligt uro hos mange, men forandringer er nogle gange nødvendige for at skabe udvikling og løfte det enorme ansvar, folkeskolen har. Ansvaret for at børnene lærer, trives og udvikler sig bedst muligt, får oplevelser, der skaber identitet, venskaber og selvtillid - og får mest muligt ud af deres potentiale hver især.

Det er hele barnets liv, folkeskolen er medskaber af.

Ansvaret for børnenes livsmuligheder, dannelse og uddannelse vægter derfor tungere end ansvaret for alt muligt andet i det umiddelbart omkringliggende lokalsamfund.

Når der er modstridende behov, bliver debatten særligt svær. Der tales blandt flere om landsbyskoler som vejen til at undgå affolkning af landdistrikter, men tales alt for lidt om, hvad der sker i et landdistrikt, når kvaliteten på skolen gradvist falder, fordi økonomi, elevtal, arbejdsmiljø, rammer og muligheder svækkes over tid.

Der tales for lidt om, hvad det betyder for vores børn og deres voksne i skolerne, når struktur og bygninger tager en større og større del af det budget, der kunne være blevet til oplevelser, læring og muligheder i hverdagen.

Det er, som om, det er glemt i debatten, at det ikke er skolens adresse, der skaber de gode skoledage.

Jeg savner, at vi holder to scenarier op mod hinanden.

Hvad er bedst for et lokalsamfund hen over 5, 10 eller 20 år?

Hvad er bedst for børnene?

Faldende kvalitet på en skole, der igen og igen er lukningstruet.

Eller.

En skolelukning og herefter en stabil folkeskole med flere udviklingsmuligheder i nabobyen.

Hvad gør man som politiker, når lokalsamfundet og børnene har modstridende behov?

Når lokalsamfundet kalder på opretholdelse af det eksisterende, men børnenes trivsel og faglige resultater viser behov for forandring og forbedring?

Når det viser sig, at status quo slet ikke vil være status quo, fordi forudsætningerne bliver dårligere år for år?

Når realiteten er, at visioner og virkeligheden ikke kan forenes uden forandringer?

Når det, der er i dag, ikke er godt nok, men alligevel forsvares?

D. 23/9 får vi i børne-, familie-, og skoleudvalget lidt mere at pejle efter, når de forslag til fremtidens folkeskoler, vi besluttede at arbejde videre med, foldes ud. Elevtal, økonomi, investeringsbehov, muligheder og begrænsninger belyses mere grundigt her, end de estimater og vurderinger vi har mødt indtil nu. Derefter sender vi med al sandsynlighed flere af forslagene videre i offentlig høring og får holdninger og perspektiver ind fra alle dem, der ønsker at bidrage til at gøre os klogere. Det er vigtigt, selv om det næppe gør beslutningerne i sidste ende mindre komplicerede.

Det her er nemlig både kompliceret og vanvittigt vigtigt uanset partifarve og politisk overbevisning.

Det er dilemmafyldt. Rummer både tvivl, bekymring, visioner og muligheder.

Det gør det svært at finde frem til, hvad der er rigtigt at gøre og hvem man skal tænke mest på, når man sætter politisk retning.

Både hjerte og hjerne hos mig peger dog med sikkerhed i samme retning.

Børnenes retning.

Når vi bliver klogere på de forskellige forslag for fremtidens folkeskole og skal udvælge forslag til høring, den dag der skal trykkes på knappen for at beslutte fremtiden for folkeskolerne og alle dage efter det - er det børnene, der handler om.