Ni ud af ti bilister oplever for kort afstand til forankørende
Ny kampagne skal gøre opmærksom på risiko for bagendekollision, når der ikke er nok afstand mellem bilerne.
Knap ni ud af ti bilister – 88 procent – har oplevet, at biler efter en overhaling trækker ind foran dem med for kort afstand.
Det viser en spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget blandt 1.012 danskere.
Det får nu Vejdirektoratet til at lancere en kampagne, der skal få bilister til at holde mere afstand i trafikken.
De fleste bilister ved godt, at de skal holde afstand, lyder det fra afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.
»Afstand har stor betydning for, hvor meget tid man har til at reagere, hvis der pludselig sker noget uventet.
Derfor er det også vigtigt, at vi ikke stjæler hinandens afstand,« siger hun i en pressemeddelelse.
Når der er kort afstand til den forankørende, mindskes reaktionstiden, hvis der sker en pludselig opbremsning.
»Når du har overhalet og skal trække ind igen, så giv bilen bag dig plads og undgå at trække ind så tæt, at du fjerner den afstand, den anden trafikant har sørget for at holde,« lyder rådet fra Marianne Foldberg Steffensen.
For kort afstand kan føre til bagendekollision, som ifølge Vejdirektoratet er den hyppigste type af ulykker på motorveje.
I årene 2021 til 2025 udgjorde disse kollisioner 42 procent af alle ulykker med personskade på motorveje.
Der findes forskellige huskeregler, der kan hjælpe bilister til at holde en passende afstand til forankørende.
Der er for eksempel to-sekunders-reglen, hvor man begynder at tælle, når bilen foran er ud for et fast punkt.
Er man ved samme punkt, efter man har talt til to sekunder, så holder man nok afstand.
Man kan også vurdere afstanden til den forankørende bil ved at bruge tommelfingeren.
Hvis man kan dække bilen foran med sin tommelfinger, når man strækker sin arm, så er afstanden passende.
Kampagnen, der lanceres torsdag, løber frem til 18. oktober og kan blandt andet ses på sociale medier.
læser
lige nu