Lokal landmand har fået nok: Jubler over forhadt ny lov
Landmand fra Djursland vil ikke kaldes radikal, fordi han går op imod Landbrug & Fødevarer, som han ikke mener varetager hans og sine artsfællers interesser.
De seneste demonstrationer mod den netop vedtagne kvælstoflovgivning for landbruget har fået en mindre gruppe landmænd til at råbe op.
Organisationen Frie Bønder - Levende Land vil ikke repræsenteres i debatten af erhvervets største interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer, som organisationen mener varetager alt andet end deres interesser i, hvordan landbrugsjord udnyttes.
»De taler på landbrugets vegne med stort L. Det mener vi er en stor fejl,« siger Anders Behrend, næstforperson i Frie Bønder - Levende Land og landmand, til TV 2 Østjylland.
Han driver det økologiske Jordbruget Soldug på Mols i Syddjurs sammen med to venner, hvor de dyrker klimavenlige grøntsager til salg til restauranter, kantiner og private.
Organisationen Frie Bønder - Levende Land tæller omkring 500 medlemmer.
De metoder, som medlemmerne anvender, adskiller sig væsentligt fra det konventionelle landbrugs dyrkning, forklarer han.
»I Danmark udpiner vi jorden rigtig meget for at producere mest muligt uden at have fokus på vandmiljø og klima. Vi er for naturhensyn, miljø og klima frem for profit,« siger Anders Behrend.
Kvælstofloven er god
Vrede, traktorførende landmænd fyldte i sidste uge godt i de aarhusianske gader i protest mod forslaget om den såkaldte gødskningslov.
Loven, som skal begrænse mængden af kvælstof, der må bruges som gødning på markerne, blev dog alligevel vedtaget 3. september.
Vedtagelsen blev hilst velkommen af Frie Bønder - Levende Land. Organisationen havde på forhånd gjort det klart, at Landbrug & Fødevarer ikke repræsenterer et flertal af landets jordbrugere.
»Mange af os er trætte af, at Landbrug & Fødevarer taler på vores vegne, uden at vi er enige med dem. Som for eksempel at de siger nej til gødskningsloven, når vi faktisk er nogle, som mener, at vi skal sige ja til den. Og vi mener, at den er nødvendig,« siger Anders Behrend.
Han mener, at der mangler andre synspunkter i debatten end dem, Landbrug & Fødevarer repræsenterer.
Men du taler med et medie lige nu. Du har da en stemme lige så meget som dem?
»Historisk set er Landbrug & Fødevarer dem, der næsten altid får lov at tale på hele landbrugets vegne. Det er også dem, der har indflydelse på, hvordan studieloven er lavet på de forskellige landbrugsuddannelser. Selvfølgelig skal de lyttes til, men de repræsenterer kun nogle og ikke alle.«
Klimahensyn og økologi øger pris
Ifølge Anders Behrend kan han leve af sit landbrug, hvor han arbejder fuldtid. Men han erkender også, at der er mange forudsætninger, der skal være opfyldt for at dyrke jorden som på Jordbruget Soldug.
For det første er hans landbrug startet uden gæld. Derudover forpagter de knap syv hektar jord af en lokal lodsejer, som de kan dyrke på.
»Og så har vi har én hektar med grøntsager. Det er det jeg lever af,« siger han.
Derudover kan hans model ikke direkte overføres til landbrug, der leverer til grossister, da omkostningerne i så fald vil stige. Hos Jordbruget Soldug koster et kilo kartofler for eksempel mellem 35 og 50 kroner kiloet.
»Vi er startet uden gæld, så al indtjening går til os selv. Men den gængse landmand kan jo godt have en stor gæld, der er svær at komme ud af. En gård og jord koster mange millioner, og hvis du skal tage et lån for at finansiere det, så er det klart, at der er andre faktorer, der gør sig gældende.«
»Derfor er det meget vigtigt, at vi i den her diskussion om gødskningsloven også forstår, at gæld er et stort spørgsmål. For der er måske mange konventionelle landmænd, der er imod gødskningsloven, fordi de har svært ved at se sig ud af gælden, og dem skal vi også lytte til,« siger Anders Behrend.
Kritiseret organisation ønsker mangfoldighed
Landbrug & Fødevarer har protesteret mod gødskningsloven og har direkte anråbt regeringen i et åbent brev om, at loven vil true den danske fødevareproduktion. Derfor har foreningen modsat sig loven.
Foreholdt kritikken fra Frie Bønder om, at Landbrug & Fødevarer taler på hele erhvervets vegne, siger viceformand Martin Hjort Jensen, at mangfoldige synspunkter i landbruget er vigtige.
»Jeg synes, vi gør os umage for at favne bredt. Det er sådan i vores erhverv, at vi har forskellige interesser, fora og organisationer, som også arbejder for at forbedre landbrugets sag. Vi er den største, men jeg synes, at mangfoldigheden af de stemmer, der taler nu, vel egentlig bare underbygger den mangfoldighed, der er i vores erhverv,« siger Martin Hjort Jensen til TV 2 Østjylland.
læser
lige nu