Fortsæt til indhold

Jørn blev smidt ud af sit hjem – udlejer nægter, han har boet der

Jørn Olsen blev smidt ud af huset, som han lejede, fordi det ikke var godkendt til beboelse. Udlejeren afviser, at bygningen nogensinde har været udlejet som bolig.

Samfund
Citathistorie: Tv2 Østjylland

Det er nu fire år siden, at Jørn Olsen endte i et boligmareridt. Det endte med at koste ham hans hjem. Og nu kan han så se, at Favrskov Kommune har »belønnet« udlejeren med en lovliggørelse af bygningen, han boede i.

»Min retsfølelse er krænket. Ikke nok med at ejeren har lavet noget ulovligt, nu ser kommunen også igennem fingre med det,« siger Jørn Olsen til TV2 Østjylland.

Han og hans hustru blev for fire år siden smidt ud af lejeboligen af Favrskov Kommune. Bygningen, som de lejede af en privat udlejer, var ikke godkendt til beboelse.

Efterfølgende viste det sig, at udhuset er opført uden tilladelse for 20 år siden. Det er også blevet ulovligt ombygget til bolig med køkken, bad og toilet og gentagende gange er bygningen blevet udlejet til folk, som har boet der.

Det har dog ikke fået konsekvenser for udlejeren, og nu har Favrskov Kommune lovliggjort udhuset 20 år efter, det blev bygget.

Manglen på konsekvenser og kommunens lovliggørelse, mener Jørn Olsen ikke er retfærdig

»De har opført en bygning og en lejlighed ulovligt, som de har tjent penge på i 20 år, og nu kan de bare gå og grine af en,« siger Jørn Olsen.

Bygningen blev i 2006 opført som nybyggeri uden tilladelse fra kommunen samme sted som en tidligere bygning, oplyser Favrskov Kommune til TV2 Østjylland. Samme år fik ejerne afslag på en ansøgning om at ombygge og anvende udhuset til beboelse.

Men i en skrivelse fra kommunen fremgår det, at udhuset alligevel blev ombygget til bolig.

I perioden 2006 til 2022 er bygningen gentagende gange blevet udlejet, til folk der har boet der. Det fremgår af en korrespondance mellem Favrskov Kommune og udlejeren, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.

Ejeren af ejendommen, som har udlejet bygningen, Helle Kromanne, afviser dog blankt, at bygningen er blevet udlejet som bolig.

»Bygningen har ikke på noget tidspunkt været udlejet som boligenhed. Den har altid været udlejet som depot, og det fremgår tydeligt af både tidligere og nuværende lejekontrakter, at man hverken må bo i lejemålet eller have sin adresse der, da det ikke er et boliglejemål,« skriver Helle Kromanne.

I den lejekontrakt, som Jørn Olsen skrev under på, er det dog ikke klokkeklart, at der var tale om et depot.

I lejekontrakten stod der, at der var tale om en lejlighed, og der stod både at den måtte bruges til beboelse, men også at den ikke måtte bruges til beboelse.

Bygningen ligger på samme grund som et hus, men er blevet udlejet for sig. - Foto: Foto: Tue Frisk Petersen, TV2 ØJ/

Lovliggørelsen af bygningen, som Favrskov Kommune nu har foretaget betyder ikke, at bygningen nu må anvendes til bolig.

Bygningen må fremadrettet kun anvendes som udhus. Ligesom det hele tiden har været tilfældet – også i perioden 2006 til 2022, hvor bygningen gentagende gange er blevet udlejet, til folk der har boet der.

I et skriftligt svar fra Favrskov Kommune til TV2 Østjylland fremgår det, at regelbruddene ikke får yderligere konsekvenser, men at de installationer, der ulovligt gjorde bygningen til en bolig, blev fjernet i 2024.

Favrskov Kommune vil tillade, at det bliver brugt som et udhus og ikke en bolig, som du har oplevet udfordringer med. Er det så ikke tilstrækkeligt?

»Nej, det synes jeg ikke, fordi det er jo ejerne og udlejerne, som har tjent på det der i 20 år, og det kan ikke være rigtigt, at man har kunnet tage folk ved næsen i 20 år,« siger Jørn Olsen.

Og den tidligere lejer er ikke den eneste, som oplever kommunens beslutning som uretfærdig. Gitte Kjeldmann, der er nabo til ejendommen, er også utilfreds med afgørelsen.

»Det irriterer mig, at man bare kan bygge, som det passer sig, og så få det godkendt bagefter. Det krænker faktisk lidt min retfærdighedssans,« siger hun.

Der var opført bad og køkken i bygningen, da TV2 Østjylland besøgte Jørn Olsen i 2022. - Foto: Foto: Arkiv, TV2 ØJ/

Efter Jørn Olsen blev smidt ud af boligen i 2022 og efterfølgende betalte tusindvis af kroner for istandsættelse af bygningen, tog han selv kampen op og forsøgte at opnå retfærdighed gennem rettens vej.

Han tog sagen i boligretten, men tabte.

Retten afgjorde, at lejekontrakten ikke var udformet til en boligenhed, og at den manglende tilladelse til beboelse var en sag mellem ejeren af ejendommen og kommunen.

Men den afgørelse giver Jørn Olsen ikke meget for. Han fastholder at lejekontrakten var misvisende, selvom han erkender, at han også selv bærer et ansvar.

Skulle I ikke bare have kigget lejekontrakten ordentligt igennem og læst den linje til sidst?

»Jo, det skulle vi, og det er det, som ærgrer mig allermest,« sagde Jørn Olsen til TV2 Østjylland tilbage i 2022.

Favrskov Kommunes afgørelse ligger nu fast, og der er ikke udsigter til, at Jørn Olsens eller naboens retsfølelse bliver genoprettet.

TV2 Østjylland har spurgt formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune, Thomas Storm (V), om han mener, regelbruddene bør få konsekvenser, og om han kan forstå, at naboen og den tidligere lejers retsfølelse er krænket.

Det svarer han ikke på.

»Der er alene tale om en lovliggørelse af et udhus, som ikke kan anvendes til beboelse. Der er dermed ikke tale om en sag, der har politisk indhold,« skriver han.

Se video: