Rasmus Jarlov får nyt job som rådgiver i dansk dronevirksomhed
Tidligere folketingsmedlem og minister Rasmus Jarlov skal være strategiudvikler i virksomheden Danish Defence.
Rasmus Jarlov, som er tidligere konservativt folketingsmedlem og minister, har fået nyt job i dronevirksomheden Danish Defence.
Det skriver Jarlov selv i et opslag på Facebook. Det samme skriver Danish Defence i en pressemeddelelse.
Rasmus Jarlov, der er født i Aarhus, skal være strategiudvikler i virksomheden, der blev etableret i 2023. Men han får også stadig tid til andet arbejde, lyder det.
»Jeg kommer til at bruge meget tid og meget energi på opgaven, men jeg passer også stadig både kommunalbestyrelsen i Roskilde og Hamlet Tours og har nok stadig også lidt tid til overs,« skriver han på Facebook.
Jarlov har i sin tid på Christiansborg blandt andet været erhvervsminister og formand for forsvarsudvalget. Men han genopstillede ikke ved folketingsvalget tidligere i år.
Han er byrådsmedlem for De Konservative i Roskilde Kommune og ejer også Hamlet Tours, som laver historiske rundture i København og omegn.
Han stillede op som De Konservatives borgmesterkandidat i Roskilde Kommune, men blev ikke valgt trods det højeste personlige stemmetal.
Jarlov kalder Danish Defence ”en ny spiller i dansk forsvarsindustri, men som allerede er i fuld gang med at opbygge både en stor produktion og udvikling af forsvarsdroner og dronesystemer i Danmark”.
Ifølge virksomheden skal Rasmus Jarlov ”bidrage til den fortsatte strategiske udvikling af Danish Defence”.
Rasmus Jarlov har været meget aktiv i debatten om USA’s interesse i Grønland og har gentagne gange udtalt sig om emnet også i udenlandske medier.
Han kalder i sit opslag på Facebook droner for ”moderne krigs suverænt mest afgørende våben”.
»Så det er helt afgørende for Danmarks og Europas sikkerhed, at vi får gang i produktionen og udviklingen i stor skala og får det gjort til en integreret del af dansk forsvar. Det kan også bidrage godt til dansk økonomi,« skriver han.
Her ville vi gerne have vist mere indhold
For at vise dette indhold fra Facebook skal vi bruge dit samtykke til at anvende cookies.
Det giver du ved at klikke på knappen nedenfor og derefter vælge “Tillad alle”.
Du kan også gå videre til Facebook.
læser