25-årig bilist fik travlt med at sluge en klump hash lige foran politiet. Narkometeret gav – helt som forventet – udslag
En målrettet færdselskontrol i det vestlige Aarhus endte torsdag aften med flere sigtelser til en 25-årig bilist i Tilst.
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var torsdag aften på kontrol flere steder i det vestlige Aarhus, hvor der især blev holdt øje med trafikken i Tilst.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Indsatsen bød på i alt 20 sager fordelt på 16 sigtede trafikanter:
Her blev den førnævnte 25-årige mand standset i en bil, hvor forsikringen ikke var betalt. Det udløste en sigtelse.
Føreren havde samtidig sparet på udgifterne til et kørekort, da han var blevet frakendt dette ved tidligere lejlighed, hvilket medførte endnu en sigtelse i form af at han nu havde ført bil uden den nødvendige tilladelse.
Under mødet med betjentene valgte den 25-årige at sluge en klump hash. En narkometertest gav – helt som forventet – efterfølgende udslag for både hash og kokain.
Manden blev anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter han blev taget med til udtagning af en blodprøve og nærmere afhøring i sagen.
læser