Fortsæt til indhold

Prisbelønnet Hinnerup-virksomhed har solgt over 20.000 anlæg, der kan lave gas til strøm og varme

EC Power laver i bund og grund det samme, som virksomheden begyndte med for 30 år siden.

Samfund
jr

»Det, vi begyndte med i 1996, er i bund og grund det samme, vi laver i dag. Vi producerer energien der, hvor den skal bruges, i stedet for at sende den langt væk og tabe halvdelen undervejs. Den tankegang bliver kun mere aktuel de næste 30 år.«

Det siger EC Powers direktør og medstifter, Bjarne Bogner, i en pressemeddelelse, virksomheden har udsendt i anledning af dens 30-års jubilæum.

Da virksomheden i 1996 blev stiftet, var det med det formål at udnytte gassen fuldt ud og lave både strøm og varme af den i stedet for kun varme. Det første såkaldte XRGI-anlæg blev bygget samme år og kørte på diesel. Året efter stod det første fungerende anlæg klar, og i 1998 gik den første serie i produktion.

I 2001 fik virksomheden hovedkontor på Samsøvej i Hinnerup, hvor produktion, lager og udvikling fortsat ligger. I 2003 testede EC Power for første gang en gasmotor fra Toyota. Anlæggene skiftede derefter fra diesel til gas, og i 2006 var produktprogrammet med den nye gasmotor vokset til flere størrelser.

Allerede fra 1998 blev anlæggene solgt i flere europæiske lande. Datterselskabet i Tyskland kom til i 2008, lageret i Hinnerup blev udvidet i 2012, og i 2018 åbnede EC Power i USA.

I dag er der solgt over 20.000 mikrokraftvarmeanlæg til mere end 27 lande, og langt størstedelen af produktionen går til eksport. Virksomheden oplyser, at den er europæisk markedsleder inden for mikrokraftvarmeanlæg og har 100 medarbejdere på verdensplan. Godt halvdelen af dem er på hovedkontoret i Hinnerup.

»Da vi startede i 1996, var vi en lille virksomhed med en stor idé. At vi 30 år senere har solgt over 20.000 anlæg, havde vi ikke turdet håbe på dengang,« sagde Bjarne Bogner, da EC Power for nylig fejrede den runde fødselsdag i Hinnerup.

Han lagde samtidig vægt på, at det ikke er teknologien alene, der har bragt virksomheden hertil:

»Det er de blå kasser, der kendetegner EC Power udadtil. Men det er menneskene omkring de blå kasser, der faktisk er EC Power.«

Blandt talerne var direktøren i GreenFarm, Frank Wennerberg. Han fortalte om GreenFarms løsning, der ved hjælp af EC Powers mikrokraftvarmeanlæg gør det muligt for landmænd at lave strøm og varme til gården af gyllen fra deres egne stalde.

Et mikrokraftvarmeanlæg producerer strøm og varme på én gang og omsætter derfor op til 96 procent af energien i brændslet til noget, kunden kan bruge. Et traditionelt kraftværk udnytter til sammenligning kun omkring 40 procent af energien i brændslet, oplyser EC Power. De resterende 60 procent går tabt undervejs, både som spildvarme på selve kraftværket og på vejen ud til forbrugeren.

Det giver samtidig en markant lavere CO2-udledning end konventionelle energisystemer. EC Power oplyser, at man har været med til at bane vejen for decentral energi, og arbejdet i udviklingsafdelingen i Hinnerup er undervejs blevet belønnet med godt 25 patenter og 15 priser, heraf flere kåringer af XRGI som årets kraftvarmeanlæg.

Se video: