Fortsæt til indhold

Én ting er midtjyderne meget bedre til end københavnerne – men aarhusianske unge får et slagtilbud

Cyklister i midtjylland er markant bedre til at spænde hjelmen end de cykelglade københavnere, viser undersøgelse.

Samfund
ddp

Den ser måske ikke så moderigtig ud, og den kan da også ødelægge det ellers velfriserede hår.

Men cykelhjelmen redder liv, og det har midtjyderne øjensynligt forstået noget bedre end de cykelglade københavnere.

I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Wilke, at det halter med at få spændt hjelmen i den danske hovedstad, hvis man sammenligner med Midtjylland.

I København er det nemlig 47 pct. af cyklisterne, der svarer, at de på alle eller næsten alle tyre cykler med cykelhjelm.

I Midtjylland er det 69 pct. af cyklisterne.

Undersøgelsen er foretaget blandt 3.017 cyklister i Danmark.

»Der er en mærkbar forskel i brugen af cykelhjelm alt efter landsdel, og desværre er det i cykelbyen København, at vi ser en af de laveste andele af hjelmbrug. At spænde hjelmen er ellers noget af det mest effektive, man kan gøre for sin egen sikkerhed i trafikken. Så selvom vi er nået langt med hjelmbrug de sidste årtier, skal vi have flere til at spænde hjelmen,« siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

I følge rådet er hjelmbrugen blandt børn heldigvis tårnhøj, men det ændrer sig, når de unge flytter til storbyen.

»De unge skal prioritere benhårdt for at få SU-budgettet til at slå til i storbyerne, og derfor vil vi gerne hjælpe dem til at få anskaffet en cykelhjelm. Bliver man som cyklist involveret i en alvorlig cykelulykke, reducerer cykelhjelm risikoen for en alvorlig hovedskade med 60 procent. Så vi anbefaler kraftigt, at man altid bruger cykelhjelm, når man cykler,« siger Jakob Bøving Arendt.

Derfor går Rådet for Sikker Trafik nu ud med kampagnen ’Hjelm to Go’. Der vil blive lavet pop up shops på to forskellige uddannelsesinstitutioner i, en i København og en i Aarhus.

Virksomheden ABUS har doneret 300 cykelhjelme til kampagnen, og de sælges billigt til de studerende.

»Vi ved, at både pris og design kan have betydning for, om de unge vælger hjelmen til, og derfor har vi nøje udvalgt 300 hjelme, som de studerende kan købe til en god pris, og som samtidig ser godt ud,« siger Fadia Al Mokdad, som er marketingansvarlig hos ABUS.

Kampagnen kommer til Via University College i Aarhus den 17. september.

Se video: