Fortsæt til indhold

To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser – nu vil EU forbyde sociale medier for børn under 13

Samfund
jro

To ud af tre 9-17-årige har oplevet en digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online inden for det seneste år.

I en gennemsnitlig dansk skoleklasse med 20 børn svarer det til 13 børn. Seks har set voldsomme billeder eller videoer, seks er blevet fotograferet uden samtykke, og fem er blevet talt eller skrevet grimt til.

Det viser en ny repræsentativ undersøgelse fra Red Barnet og TrygFonden.

Andelen ligger på samme niveau som for to år siden. Krænkelserne rammer bredt, men børn og unge, der er ensomme eller i lav trivsel, er særligt udsatte. Piger er mere udsatte end drenge, og unge er i større risiko end yngre børn.

Undersøgelsen viser også, at 65 procent af de 9-12-årige bruger mindst én platform, hvor aldersgrænsen er 13 år. 42 procent bruger Instagram, TikTok eller Snapchat.

Samtidig er brugen af Roblox blandt de 9-12-årige steget siden sidste undersøgelse. 33 procent af de ubehagelige oplevelser, som denne aldersgruppe har haft online, er foregået på Roblox.

Undersøgelsen peger desuden på en særlig høj risiko for ubehagelige oplevelser blandt de yngste børn, der bruger Snapchat.

»Regulering er helt afgørende. Samtidig er vi voksne omkring børnene nødt til at blive markant bedre til at hjælpe dem. Og så har vi brug for, at regeringen investerer i børns digitale dannelse og teknologiforståelse. I to årtier har vi ladet børnene stå alt for alene i deres digitale liv, og nu står vi foran et massivt oprydningsarbejde. Det må vi på ingen måde undervurdere,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er generalsekretær i Red Barnet.

Onsdag foreslå EU-Kommissionen et forbud mod sociale medier for børn under 13 år. Derudover må børn under 15 år ikke have en personlig konto, skriver Ritzau.

Med AI i lommen

Tre ud af fire børn og unge, 77 procent, har brugt en AI-chatbot. For 13 procent fungerer chatbotten også som en fortrolig, når de har behov for følelsesmæssig støtte. Blandt børn og unge, der oplever ensomhed, gælder det 31 procent.

»AI-chatbots har på kort tid sneget sig ned i lommerne på børn og unge, og derfor haster det med at stille krav til, hvordan de må interagere med børnene. Vi står i starten af en AI-æra, og som samfund må vi ikke begå de samme fejl, som vi har gjort med sociale medier,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Se video: