Ikonisk Aarhus-boghandel konkurs
Boghandlens historie går tilbage til 1949.
Stakbogladen, som i årtier har solgt pensumbøger til studerende ved Aarhus Universitet, er taget under konkursbehandling efter mere end 75 års historie, skriver Århus Stiftstidende.
Ifølge mediet fremgår konkursen af Statstidende, selv om ledelsen så sent som i sommer forventede, at forretningen kunne fortsætte efter forhandlinger med Aarhus Universitet om det fremtidige samarbejde.
Stakbogladen kom ud af 2025 med et overskud før skat på knap 168.000 kroner, men ved årsskiftet havde virksomheden en samlet gæld på knap syv millioner kroner og kun 8.681 kroner i likvider, skriver Århus Stiftstidende.
Boghandlens historie går tilbage til 1949, hvor Studenterrådet ved Aarhus Universitet oprettede Studenternes Bogimport, som senere blev til Akademisk Boghandel og siden fik navnet Stakbogladen.
Århus Stiftstidende oplyser, at direktør og ejer Jens Viltoft-Hansen ikke ønsker at udtale sig og henviser til kurator Mikkel Winther Løgsted fra Poul Schmith/Kammeradvokaten.
læser
lige nu