En kaffekop fra 1953 kan være noget af det mest avancerede

Stuerne var fyldte med mørke møbler, vægurets stædige tik-tak, duften af brun sæbe og kaffekoppens efterhånden sjældne klirren, når porcelænet ramte underkoppen. Det var lyde og lugte fra en tid, hvor telefonen stod på et bord og hvor rødbeder stadig var tilbehør og ikke en hovedret. Kaffe var kaffe, mælk var fløde og det hele blev stilfærdigt skænket fra en kande uden bavl om oprindelsesland og bryggemetode.

Alt sammen dannede en sælsom ro i erindringslejligheden i Den Gamle By, som jeg for nylig fik lov at besøge, selv om jeg bilder mig ind, at jeg endnu ikke er i målgruppen.

Lejligheden er ellers lukket land for almindelige gæster i Den Gamle By, men forbeholdt demente, deres pårørende, sosu-studerende og andre fagfolk. Oppe på første sal i gågaden, mellem møbler, platter og dufte, man husker fra sine bedsteforældres hjem, blev det klart, hvad velfærd også kan være. Velfærd er ikke kun noget, man kan håbe på, kommunen leverer. Det er mere end behandling, pasning, pleje, visitation og rehabilitering. Det er værd at huske, også nu, hvor kommunens budget bliver lagt, og hvor ingen magistratsafdelinger mener at have fået de penge, de har brug for til de offentlige velfærdsydelser.

Det moderne samfund er blevet fremragende til at holde mennesker i live og hjælpe dem med det, de ikke længere kan. Men i erindringslejligheden kan et klaver, et bestemt forklæde eller en tung duft af lavendel fra natbordet åbne en dør for den demente, som ingen kommunal indsats kan sparke ind. For i det autentiske 1950’er-hjem, må der røres, duftes og smages. Det er også velfærd.

På et almindeligt museum er gæsten den uvidende og museumsinspektøren eksperten, hvis udlægning man må forsøge at forstå. I erindringslejligheden kan rollerne være byttet om. Den 87-årige med demens kan være den eneste i de hyggelige stuer, der ved, hvordan kaffekværnen lød eller hvordan vasken blev klaret. Et menneske med demens risikerer at blive defineret ved sine mangler. I lejligheden er man eksperten.

På den måde hjælper Den Gamle By demensramte til at være dem, de trods alt stadig er et sted derinde. Museet bevarer ikke blot vores fælles hukommelse. Den hjælper også med, at vi kan findes vores egen.

På samme måde kan andre af byens kulturinstitutioner noget, det offentlige ikke kan. Og de spiller derfor en langt større rolle end at underholde betalende gæster, hvad enten det er med en forestilling eller en udstilling. Kulturinstitutioner skal ikke altid løse en anden opgave end den primære. De må gerne være unyttige. Men indimellem viser det sig, at de kan mere end det. Måske ligefrem skabe løsninger. Den Gamle By er ikke en del af ældreplejen, men ældreplejen har brug for Den Gamle By, ligesom andre dele af kommunen har brug for andre dele af det aarhusianske kulturliv.

I den moderne pleje indrettes alderdommen efter personalets nutid og systemets fremtid snarere end borgernes fortid. Der bruges enorme ressourcer på at gøre ældreplejen moderne: nye bygninger, robotter, velfærdsteknologi, skærme og elektroniske medicinskabe, så der er styr på det hele og borgeren ikke bliver glemt. Men skal man huske sig selv, kan en kaffekop fra 1953 og autenticitet vise sig at være noget af det mest avancerede, vi har.