»Jeg har ikke noget til gode«: Taknemmelige Rita fylder 100 år

Den 2. oktober fylder Rita Knudsen, Grenaa, 100 år.

Bag hende ligger et århundrede med store glæder og enkelte tunge sorger, men gennem hele livet har hun holdt fast i det positive og i fællesskabet med andre.

Rita Knudsen er let at tale med. Hun har minder fra et langt liv, og når hun fortæller, skinner hendes øjne af glæde.

Assentoft, skole og fællesskab

Rita Knudsen blev født i Assentoft, hvor hendes far var skrædder. Efter syv års skolegang kom hun ud at tjene, som det var almindeligt for unge piger på landet.

I 1940 fik hun mulighed for at gå på Vivild Ungdomsskole i fem måneder. Her gik der kun piger – drenge måtte man nøjes med at drømme om. Opholdet kostede 80 kroner om måneden, et fyrsteligt beløb dengang.

På skolen mødte hun Edel, som blev hendes nære veninde gennem hele livet. Edel blev senere jordemoder, og de to holdt kontakten, indtil Edel blev dement og til sidst døde.

På Vivild Ungdomsskole deltog Edel og Rita sammen med de øvrige piger i gymnastikopvisninger. Alle cyklede til arrangementerne med forstanderen i spidsen.

Det var også her, Rita for alvor oplevede det stærke fællesskab, som har fulgt hende gennem livet.

»Vi sang hver dag sange fra Højskolesangbogen, og vi lyttede til foredrag. Det var spændende og nyt for en 14-årig pige dengang.«

Besættelsen, kærlighed og bryllup

Som helt ung lærte Rita sin senere mand, Erik Knudsen, at kende. De havde allerede mødt hinanden som børn, men bekendtskabet udviklede sig i ungdomsårene, og de blev kærester.

Hun husker med glæde, hvordan hun og Erik dagen efter Befrielsen i maj 1945 hoppede på cyklerne og kørte fra Assentoft til Kolind for at besøge Eriks familie.

»Solen stod højt på himlen, og overalt, hvor vi kom frem, var flagene hejst, og mennesker, vi mødte, smilede og jublede. Det var en glædens dag, som jeg aldrig glemmer. Den har jeg gemt i mit hjerte, fordi det var så stærk en oplevelse sammen med Erik.«

Da var det blevet alvor mellem de to unge elskende. Rita husker tydeligt, hvordan hun forsigtigt spurgte sin mor:

»Må jeg godt tage Erik med hjem, så I kan hilse på ham?«

Det måtte hun gerne. Forældrene kendte Erik og syntes, han var en dygtig ung mand og et godt parti.

Rita blev gift som 21-årig med Erik, der var 24. Sammen fik de to sønner, som i dag er 77 og 75 år.

»Vi var fem hold, der blev gift nogenlunde samtidig, og vi havde tætte kontakter. De er allesammen borte nu, og sådan er det jo. Det er de færreste, som får lov til at blive 100 år, hvor der ikke længere er nogen at snakke med, som husker så langt tilbage.«

Statshusmandssted og systue

I 1952 købte Rita og Erik en statshusmandsejendom i Hesselager med 14 tønder land og besætning. Ejendommen var udstykket fra Hessel Gods i forbindelse med Jordlovene i 1919. Reformen var et politisk opgør med adelens og godsejernes privilegier og havde til formål at skaffe billig landbrugsjord til unge landmandsfamilier. Hesselager kom til at bestå af 12 statshusejendomme.

»Vi havde 14 tdr. land, og det kunne vi klare os for dengang. Det var en dejlig tid med gode naboer, som alle passede deres ejendomme og haver med stor flid,« fortæller Rita.

Ved siden af landmandslivet begyndte hun stille og roligt at sy, formentlig inspireret af sin far. I begyndelsen var det mest til familiens eget brug, men i 1958 tog syvirksomheden fart, og de to første syersker blev ansat. Systuen voksede støt, og i 1969 blev der bygget en hal ved siden af ejendommen.

»Det var en dejlig tid med vores lønsystue, som det hed. Mange flittige syersker var hos os i mange år. Flere nåede at fejre 25 års jubilæum,« fortæller Rita.

Lønsystue for Brandtex

Da virksomheden var på sit højeste, havde hun 80-90 syersker ansat. I 24 år fungerede systuen som lønsystue for tøjvirksomheden Brandtex.

Brandtex blev grundlagt i 1935 i Brande af Aage og Anna Petersen. Virksomheden voksede støt og havde i 1979 omkring 230 medarbejdere på fabrikken i Brande samt 220 på lønsystuer rundt om i landet, herunder Rita Knudsens systue i Hesselager.

Brande virksomhedens strategi byggede på effektive fabrikker og selvstændige lønsystuer, hvilket gjorde det muligt at skalere produktionen efter behov. I 1983 stod Brandtex for 65-70 procent af alle damebukser, der blev solgt i Danmark, og eksporten voksede markant i 1980’erne.

I 1984 flyttede Rita fra Hesselager til Grenaa og overlod ejendommen til sin ene søn og svigerdatter.

I 1989 lukkede virksomheden lidt uden for Grenaa. Brandtex kunne få syet billigere i Polen, hvor lønningerne var lavere. Rita var ikke længere involveret i virksomheden, men sønnen Niels fulgte med til Polen og arbejdede der i 20 år.

Tabet af Erik

I 1970 mistede Rita sin mand, som døde af en blodprop, kun 46 år gammel.

»Det var en stor sorg, at Erik døde så tidligt og uventet. Vi havde kendt hinanden, siden vi var små, og da vi blev unge, blev forholdet tættere, og vi begyndte at skrive sammen. Dengang kunne man jo ikke bare sende en sms eller mail,« siger hun med et lille grin.

Efter sin mands død måtte Rita hurtigt tage fat igen. Allerede dagen efter bisættelsen gik hun i gang med arbejdet.

Om betydningen af arbejde siger hun:

»Jeg har gået i livets skole, og jeg ved af erfaring, at arbejde er den bedste medicin til at komme videre og leve med en sorg, som man aldrig kommer over.«

Grenaa, naboer og hverdagen

I Grenaa bor hun nu i en dejlig lejlighed omgivet af gode naboer. De mødes fast til fredagsbar, som går på skift hos hinanden.

»Det nyder jeg meget,« siger hun.

Tro, alder og livssyn

Troen fylder også i hendes syn på livet og døden.

»Jeg er kristen, men jeg går sjældent i kirke. Jeg tror på Gud og frygter ikke, at jeg skal bort herfra. Det skal vi alle sammen, men jeg har været meget taknemmelig for livet og har ikke noget til gode.«

Hun beskriver samtidig sig selv som privilegeret i forhold til helbredet:

»Jeg er begunstiget af et jernhelbred og har kun små skavanker. Jeg ser ikke så godt, og jeg er nødt til at gå med rollator.«

Og hun har en klar besked om, hvordan historien om hende skal fortælles:

»Nu skal du ikke skrive noget grædekoneagtigt, det må du love mig. Det gider vi ikke. Jeg foretrækker det glade og glæder mig over hver dag, når jeg står op.«

Fødselsdagen

100-årsdagen bliver fejret sammen med den store familie og tætte venner i Dronningens Ferieby – naturligvis med fokus på fællesskab, glæde og taknemmelighed over et langt og rigt liv.