Fortsæt til indhold

Unik ny sti bringer naturen helt ind mellem husene

En ny natursti gør besøgende klogere på dyr, planter og biodiversitet i bypark.

Samfund
sica

En ny natursti med 17 formidlingsskilte skal give besøgende mulighed for at blive klogere på dyr, planter og biodiversitet i byparken i Gellerup og Toveshøj.

Naturstien har fået navnet Natur Mellem Husene og er udviklet af Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune med støtte fra Friluftsrådet.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Langs ruten fortæller skiltene blandt andet om livet ved søen, parkens fugle, dyr i vinterhi og spiselige planter. Besøgende kan også få en forklaring på, hvorfor kvashegn, højt græs og døde træer kan være værdifulde levesteder for dyr og insekter.

Et eksempel på noget af den viden, man kan få med sig fra naturstien.

Skiltene indeholder små aktiviteter, som opfordrer børn og voksne til selv at undersøge naturen. Via QR-koder er det desuden muligt at finde yderligere information og oversættelser til engelsk, arabisk, somalisk og tyrkisk.

»Vi vil gerne vise, at naturen ikke nødvendigvis behøver at se ordentlig og velplejet ud for at være værdifuld. Et dødt træ, et kvashegn eller et område med højt græs kan være fuldt af liv. Når man forstår, hvad der foregår, bliver det også lettere at passe på naturen,« siger Charlotte Vinther Steenholt, boligsocial naturmedarbejder i Brabrand Boligforening.

Testet på børn

Konceptet bag naturstien er blevet afprøvet sammen med børn fra Kløverskolen i Gellerup og lokale foreninger. Målet har ifølge parterne været at skabe naturformidling, der både vækker nysgerrighed og er let at gå til.

De 17 skilte kan enten opleves enkeltvis eller som en samlet tur gennem byparken.

»Gellerup er midt i en stor udvikling med nye boliger, arbejdspladser, kulturtilbud, skole og meget andet. Men udviklingen handler om meget mere end byggeri og mursten. Her er også masser af grønne områder og spændende natur, som vi håber, at endnu flere får øjnene op for,« siger Kristian Würtz, formand for grundejerforeningen i byparken.

Han fremhæver, at naturstien både henvender sig til områdets beboere, skoleklasser, daginstitutioner og andre besøgende.

Naturstien er gratis at benytte, og det kræver hverken særligt udstyr eller forhåndsviden at følge den.

Se video: