Fortsæt til indhold

Mike sender smuk hilsen til sin gamle arbejdsplads

Brugsuddeleren i Dagli’Brugsen Helgenæs startede sin karriere i Brugsen i Tirstrup og er tydeligvis berørt af nattens begivenheder.

Samfund

Mike Brinch Jørgensen, der for nylig er tiltrådt som uddeler i Dagli’Brugsen Helgenæs, sender torsdag en særlig hilsen til Brugsen Tirstrup, efter at butikken tidligt på dagen blev ramt af en brand.

Det gør han på Dagli’Brugsen Helgenæs Facebookprofil.

»Det var dér, jeg som 14-årig begyndte min rejse i Coop. Det er stedet, hvor jeg har tilbragt flest år, lært utrolig meget og fået minder og relationer, som jeg vil bære med mig resten af livet. At se et sted, der har betydet så meget for mig – og som betyder så meget for hele lokalsamfundet – blive ramt på denne måde, er ganske enkelt ubegribeligt og hjerteskærende,« siger Mike Brinch Jørgensen.

Han understreger, at hans tanker går til alle medarbejdere, frivillige, bestyrelsen, kunderne og hele byen.

»Lad os alle sende vores kærlighed, støtte og varmeste tanker til Brugsen Tirstrup og alle de mennesker, der er berørt. En Brugs er meget mere end mursten og varer på hylderne. Det er mennesker, minder, fællesskab og hjertet i en by,« siger han.

Mike Brinch Jørgensen har selv dybe rødder i området.

Han begyndte som flaskedreng i Brugsen Tirstrup og kom senere i lære i butikken.

Efter to år som elev og et kort ophold i Glesborg fortsatte han som souschef i Nimtofte i tre år og derefter i Ryomgård, hvor han var souschef i seks år. Senest har han været souschef i SuperBrugsen Glesborg, før han overtog ansvaret for Dagli’Brugsen Helgenæs.

Mike Brinch Jørgensen fylder 36 torsdag 17. septemberr men han nedtoner fødselsdagen i respekt for det, der er sket på hans gamle arbejdsplads.

Se video: