Fortsæt til indhold

Børn og Unge-direktør slår alarm, efter 400 nyansatte ikke kan få lov at arbejde »Det begynder at blive kritisk«

Situationen i de aarhusianske daginstitutioner og skoler er alvorlig som følge af en registerfejl til at indhente børneattester, og presset går ud over børn og personale.

Samfund

400 nyansatte står klar til at begynde på skoler, i daginstitutioner og klubber i Aarhus Kommune. Men kommunen kan ikke få dem ud at arbejde.

Årsagen er, at Rigspolitiet aktuelt har sat udstedelsen af børneattester i bero som følge af en fejl i Kriminalregisteret.

»Lige aktuelt har vi 400 ansættelser, der er sat i bero. Det vil sige, at 400 medarbejdere ikke kan komme i gang med at passe børn eller eksempelvis undervise ude på skolerne,« siger Tanja Nyborg, der er direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

De 400 omfatter alene medarbejdere i Børn og Unge og dermed kommunens daginstitutioner, skoler og klubber.

Problemet rækker imidlertid videre. Kommunen skal også indhente børneattester på ansatte i andre magistratsafdelinger. Det gælder eksempelvis medarbejdere i svømmehaller under Kultur og Borgerservice og medarbejdere med kontakt til børn under Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Tanja Nyborg har ikke et samlet tal for, hvor mange ansættelser der er bremset på tværs af hele Aarhus Kommune.

Kan få annulleret ferier

Manglen på børneattester kan især mærkes i dagtilbuddene, hvor kommunen allerede har udfordringer i forhold til at skaffe arbejdskraft.

»Det største problem lige nu er, at vi særligt på dagtilbudsområdet mangler medarbejdere og i forvejen har rekrutteringsudfordringer. Vi kan ikke få de medarbejdere, vi har ansat, ud at arbejde,« siger Tanja Nyborg.

Det kan få konsekvenser for de medarbejdere, der lige kæmper for at få enderne til at hænge sammen, forklarer Børn og Unge-direktøren.

»De medarbejdere, der passer og underviser vores børn lige nu, de gør et fremragende stykke arbejde, og de skal nok fortsætte med at levere et godt tilbud. Men med det der sker lige nu, kan vi være nødt til at bede dem om at tage flere vagter eller annullere deres ferier og så fremdeles for at kunne dække vagtplanerne ind.«

Kommunen kan trække på faste vikarer, som allerede har fået udstedt en børneattest.

Kommunen kan derimod ikke løse problemet ved at ansætte nye vikarer, fordi de også skal have en attest, før de må begynde.

»Det begynder faktisk at blive småkritisk i forhold til den lovbundne opgave, vi har med at drive dagtilbud og sørge for, at børnene bliver passet. Hvis der går meget længere tid, kan det være, at vi bliver nødt til at gøre os nogle overvejelser om sammenpasning,« siger Tanja Nyborg.

Skidt signal

Hun vurderer endvidere, at stoppet for udstedelsen af børneattester kan forværre kommunens rekrutteringsproblemer.

De 400 medarbejdere får ikke løn fra kommunen, mens de venter på at kunne begynde, og nogle kan derfor ende med at søge andre steder hen.

»Det er ikke et særlig godt signal at sende til medarbejdere, som skal til at arbejde, og som måske for første gang er nysgerrige på det her arbejdsfelt. Der kan være nogle af dem, der siger: Det vil jeg ikke vente på. Jeg tager mig et andet job,« siger Tanja Nyborg.

Undtagelse med indlagt risiko

Aarhus Kommune efterlyser nu en midlertidig løsning fra regeringen.

I går sendte kommunen sammen med København, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers kommuner et brev til justitsminister Nicolaj Wammen for at få sat skub en løsning af problemet.

Heri foreslår kommunerne en midlertidig manuel behandling af børneattester hos Rigspolitiet eller en dispensationsordning, hvor nyansatte kan begynde under særlige betingelser og eksempelvis ikke må være alene med børn.

Det er også den umiddelbare midlertidige løsning, som Tanja Nyborg ser for sig, men det kræver tilladelse fra Christiansborg.

»Den dispensation kan vi ikke som kommune lave alene. Den skal komme fra regeringen,« siger hun og anerkender, at den midlertidige undtagelse potentielt også kan bære nogle risici med sig.

»Der er jo en lovgivning om, at vi skal indhente børneattester, så vi ikke får ansat nogen, som har begået en eller anden form for kriminalitet, der kan være skadelig for børn. Det giver jo rigtig, rigtig god mening, og det er også derfor, vi som kommune ikke kan gøre det selv. Det kræver en lovgivningsmæssig regulering eller en undtagelsesperiode,« siger Tanja Nyborg.

Kommunen fik for 14 dage siden besked om, at problemet forventedes løst inden for ti dage.

»Derfor har vi holdt vejret i ti dage og fået det lappet. Men nu er der gået 14 dage. Vi har brug for handling. Det her kan vi ikke leve med ret meget længere,« understreger Børn og Unge-direktøren.