Fortsæt til indhold

Ny budgetaftale i Aarhus stopper ikke styrtblødning på socialområdet

Socialområdet sendes ud i nye store besparelser på trods af en tilførsel på 138 millioner kroner, oplyser rådmand

Samfund

Et enigt Aarhus Byråd indgik torsdag aften 17. september en aftale om kommunens budget for de kommende fire år.

Det oplyser Borgmesterens Afdeling i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at politikerne blandt andet har prioriteret flere fagprofessionelle i folkeskolen, indsatser for demente ældre og billigere kollektiv trafik.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Michael Christensen (LA) gik dog ikke glad fra aftalen, uagtet at den tilfører i alt 138 millioner til området.

»Det er tydeligt for enhver, at socialområdet er under massivt pres. Derfor er jeg meget skuffet over, at det ikke er lykkedes at lave en budgetaftale, der sikrer velfærden for de mest udsatte her og nu. Børn i mistrivsel kan ikke vente et budgetår med at få hjælp. For virkeligheden er desværre, at de sidste mange års underfinansiering af socialområdet i Aarhus betyder, at selv en tilførsel på 138 millioner kroner ikke vil kunne sikre aarhusianerne den hjælp og støtte, de har behov for,« skriver i en pressemeddelelse.

Michael Christensen varsler allerede nu endnu en sparerunde. Et specifikt sparebeløb fremgår ikke af pressemeddelelsen, men rådmanden skriver, at socialområdet inden aftalen stod til at mangle 210 millioner kroner i 2027. Med de tilførte midler mangler Sociale Forhold og Beskæftigelse omkring 70 millioner kroner.

»Jeg vil gerne anerkende, at det kun kan lade sig gøre at føre så mange penge over til socialområdet, fordi andre områder holder for. Men jeg bliver nødt til at påpege det åbenlyse: Socialområdet står netop i så alvorlig en situation, fordi man i de forgangne mange budgetaftaler har forsømt at håndtere den snebold, som så tydeligt rullede imod området,« siger Michael Christensen.

Den nye sparerunde, der nu venter, kommer oven på et forår, hvor rådmand Michael Christensen har stået i spidsen for at finde besparelser for 150 millioner kroner på socialområdet i den såkaldte omstillingsplan og 155 millioner kroner på beskæftigelsesreformen.

Byrådet har, oplyser rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i forbindelse med den nye budgetaftale garanteret en ny budgetmodel for socialområdet inden 2028, som skal matche virkelighedens behov.