Hvem fortjener et stående bifald? Norddjurs Awards er åben for indstillinger
Det er igen tid til at hylde de frivillige ildsjæle i Norddjurs Kommune.
Heltene gemmer sig derude. Bag kulisserne i kulturhusene, på sidelinjen i idrætsforeningerne, og alle de andre steder, der sker noget. Det er de frivillige ildsjæle, som får Norddjurs til at hænge sammen. Dem, der bruger fritiden på at skabe fællesskaber og muligheder for andre. Disse mennesker hylder Norddjurs Awards hvert år. Og det er nu muligt at indstille kandidater til de otte priser, som uddeles ved næste års store fejring af frivilligheden, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Priserne er et stort skulderklap, som virkelig betyder noget for modtagerne. Det oplevede Anja Søgaard Sørensen ved seneste prisfest, da Vivild Håndbold Starz modtog Årets Handicappris:
»Det føles helt vildt fantastisk at se ungerne blive så glade. Det er utroligt sjældent, at handicappede børn og unge har mulighed for at gå til idræt. Så det, at de vinder en pris, betyder alt for dem,« udtalte hun engang.
Hvis du kender en frivillig, en forening eller et initiativ, som fortjener et skulderklap, kan du indstille din kandidat på norddjurs.dk/awards. Fristen for at indstille kandidater er 31. oktober.
Jubilarhæder
Norddjurs Awards hylder ikke kun årets særlige indsatser. Også de, som gennem årtier har været drivkraften i det lokale foreningsliv, får en særlig anerkendelse. Foreninger kan derfor indstille deres 20-, 30-, 40- og 50-års jubilarer til den særlige jubilarhæder.
En af dem, der blev fejret sidste år, var Kai Sørensen fra Grenaa Bokseklub. Efter et halvt århundrede i klubben, som nærmest er blevet hans andet hjem, blev han hædret med blomster, diplom og stående ovationer.
»Der er et godt sammenhold i klubben, og det giver også en følelse af at gøre noget godt for de unge mennesker. Vi har hjulpet mange på rette vej, og vi fortsætter, for vi er som en familie,« fortalte 50-års jubilaren efter han på scenen havde modtaget blomster, diplom og stående ovationer sammen med andre jubilarer.
Jubilarer skal indstilles af deres forening senest 31. december.
Den store prisuddeling afholdes på Pavillonen i Grenaa 22. januar 2027, hvor der både vil være spisning, underholdende indslag og prisoverrækkelser.
læser
lige nu