Fortsæt til indhold

Kig forbi. Måske er der en brandmand gemt i dig

Rønde Brandstation inviterer til åbent hus i håb om at nære drømmen om at blive brandmand hos en nye generation af drenge og piger.

Samfund

Der bliver både blå blink, store slanger og høje stiger, når Rønde Brandstation slår portene op til åbent hus lørdag 26. september 2026 klokken 10–14.

Her kan både børn og voksne komme helt tæt på hverdagen som brandmand – uden at skulle hverken løbe i røg eller hoppe ud fra taget.

På dagen kan du blandt andet:

  • komme en tur op i brandvæsenets stige og se Rønde lidt fra fugleperspektiv
  • prøve kræfter med røgdykkerbanen og mærke, hvordan det er at bevæge sig i “røgfyldte” omgivelser
  • kigge ind i de store røde brandbiler og se alt det udstyr, der normalt kun anes bag blå blink

Brandfolkene står klar til at fortælle røverhistorier fra hverdagen – om alt fra katte i træer til biler i grøfter – og du kan stille alle de spørgsmål, du vil: Hvor varmt er der egentlig i en brand? Hvor tung er en brandslange? Og hvor hurtigt skal man kunne hoppe i støvlerne?

Kunne du selv være brandmand?

Bag de store hjelme og de tykke jakker gemmer der sig helt almindelige mennesker med helt almindelige job – og et lidt mere ualmindeligt bijob. De fleste brandmænd i området er nemlig deltidsansatte og har et andet arbejde ved siden af.

Når de er på vagt, bærer de en alarm og skal kunne være på stationen i løbet af få minutter. Til gengæld venter der et job, hvor ingen dage er ens.

Mangeårig brandmand Jan Møller Nielsen forklarer:

»Man er deltidsansat med månedsløn og timeløn pr. time, når man er på udrykning, minimum to timer. Opgaverne spænder vidt: Du kan komme til at slukke brande i bygninger, biler og naturen, redde mennesker, dyr og værdier, klippe fastklemte trafikofre fri, bjærge nødstedte fra vand eller is, sikre gas og kemikalier og tjekke brandsikkerhed ved arrangementer. Og så er der selvfølgelig øvelserne – og alt udstyret, der skal være klar.«

Han lægger ikke skjul på, at det går stærkt, når alarmen lyder:

»Når alarmen går, skal vi være klar på få minutter. Vi rykker ud til alt fra brande i bygninger og trafikulykker til naturbrande og kemikalieudslip. Du kan for eksempel være med til at få folk ud af røgfyldte bygninger, slukke ild eller frigøre passagerer efter et biluheld.«

Åbent hus er for alle – både dig, der bare gerne vil se en brandbil indefra, og dig, der går og leger med tanken om at blive en del af beredskabet.

Parkering findes på den anden side af vejen ved Rønde Skole.

Se video: