Fortsæt til indhold

12 unge valgt til Syddjurs Ungeråd

26 unge stillede op, da der onsdag 16. september blev holdt valg til Syddjurs Ungeråd. To af de 12 nyvalgte kommer fra Handelsskolen, som ellers ikke plejer at være repræsenteret.

Samfund

Der var både valgtaler og mærkesager på programmet, da 26 unge onsdag 16. september stillede op til valget til Syddjurs Ungeråd.

De 26 kandidater kom fra flere af kommunens skoler og ungdomsuddannelser – blandt andre Handelsskolen, friskolen og Syddjurs Gymnasium. 12 unge blev valgt ind.

De nye medlemmer af Ungerådet er Lee, Mynte, August, Atle, Jeppe, Ana, Rebekka, Viola, Asbjørn, Villis, Aksel og Asta.

Ifølge Louise Petersen Gram, koordinator for junior- og ungdomsklubberne i Syddjurs Kommune og for Ungerådet, er det særligt bemærkelsesværdigt, at to af de nyvalgte kommer fra Handelsskolen.

»Handelsskolen plejer ikke at være repræsenteret, så det er rigtig positivt,« siger hun.

Som tidligere er størstedelen af de valgte elever på Syddjurs Gymnasium.

Blandt de emner, som kandidaterne bragte op i deres valgtaler, var transport, natur og biodiversitet, fællesskaber på ungdomsuddannelserne samt sundhed og trivsel.

Ungerådet fungerer som talerør for kommunens unge over for byrådet og arbejder med ungdomspolitiske spørgsmål. Unge mellem 13 og 25 år, der bor i Syddjurs Kommune, kan både stemme og stille op.

Ole S. Hansen (S), formand for Familie-, Børne- og Læringsudvalget, glæder sig over de unges engagement.

– Først og fremmest en stor tak til de mange kandidater for deres villighed til at bruge deres tid på lokaldemokratiet og forbedre vilkårene for de unge i kommunen. Og et stort tillykke til de 12, som blev valgt ind. Vi glæder os til samarbejdet og dialogen med Syddjurs Ungeråd, siger han.

Se video: