Fortsæt til indhold

Brandfolk udskrevet efter kulilteforgiftning: »Har det efter omstændighederne godt«

Nødbutik på vej i Tirstrup efter den ødelæggende brand, som nedlagde byens samlingspunkt.

Samfund

Tirstrup slikker sårene efter den voldsomme brand natten til torsdag, hvor byens samlingspunkt, Brugsen, stort set brændte ned til grunden.

Det har sat sit præg på byen, og dens borgere.

Brugsuddeler Andreas Carstensen fortæller på butikkens Facebookside, at der trods alt er lyspunkter midt i tragedien.

»Først og fremmest: Tusind tak for alle jeres beskeder, opkald, hilsner og ikke mindst jeres støtte og opbakning efter den frygtelige brand. Det varmer virkelig at mærke, hvor meget butikken og mine kollegaer betyder for jer, og hvor mange der rækker ud, når det gælder,« skriver han.

Han oplyser, at branden har været så omfattende, at intet af bygningen kan reddes.

»Det er selvfølgelig utrolig hårdt at se vores butik, som har været en del af Tirstrup i så mange år, gå tabt,« lyder det.

Brandfolk udskrevet

Lige nu handler det for personalet om at støtte hinanden og komme igennem den svære tid sammen. Andreas Carstensen udtrykker stor stolthed over den opbakning, der kommer fra både kollegaer, kunder og hele lokalområdet.

Midt i det hele er der dog også gode nyheder. De to brandfolk, der blev indlagt med kulilteforgiftning under slukningsarbejdet, er nu udskrevet og har det efter omstændighederne godt.

»Det er vi meget lettede og glade for,« skriver uddeleren.

Nødbutik på vej

Samtidig arbejdes der allerede nu på at etablere en nødbutik på 800-1.200 kvadratmeter på den modsatte side af vejen. Målet er, at borgerne fortsat kan handle lokalt, mens genopbygningen står på.

»Og ja – der skal selvfølgelig også bygges en ny Brugsen. Mange gode kræfter på tværs af Coop arbejder allerede på at få sat gang i processen,« oplyser Andreas Carstensen.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår en ny butik kan stå klar, men uddeleren lover at holde lokalbefolkningen opdateret.

Afslutningsvis sender han en særlig tak til brandvæsenet og politiet for deres indsats under branden og for at sikre området.

Se video: