Han er ikke en Aarhus-dreng, men nu skal han passe på Aarhus’ egen Friheden

Der findes mange arbejdspladser, man kan lede uden at skulle forholde sig synderligt til deres historie. Og så findes der Tivoli Friheden i Aarhus.

Her er historien ikke bare noget, der står skrevet på en tidslinje i kantinen eller gemmer sig i den seneste ledelsesberetning. Nej, den findes i stedet i skovbunden ved Skovbrynet, i aarhusianernes minder om koncerter og julelys, i børnenes første tur i radiobilerne og i den helt særlige følelse af, at Tivoli Friheden på en eller anden måde er et sted, som hele byen har et fælles ejerskab til.

Det er den virkelighed, Henrik Munksgaard træder ind i, når han overtager direktørstolen efter Henrik Ragborg Olesen, som har stået i spidsen for Tivoli Friheden i næsten 25 år.

Henrik Munksgaard kommer ikke med en aarhusiansk baggrund eller et livslangt forhold til stedet. Han er født og opvokset i Holbæk og har boet det meste af sit voksne liv i Kolding. Til gengæld kommer han med noget, der er svært at købe sig til: et langt arbejdsliv med mennesker og oplevelser som omdrejningspunkt.

Hans karriere har ført ham gennem både Forsvaret, McDonald’s, Jensens Bøfhus, Billund Lufthavn, MCH, Legoland og senest Jesperhus Feriepark.

Det er også en af grundene til, at han ikke har travlt med at fortælle aarhusianerne, hvad Tivoli Friheden skal være.

»Der er ikke nogen brændende platform her. Vi skal ikke gøre en masse anderledes i morgen. Tivoli Friheden er i forvejen solid forretning, og det er faktisk det, der også gør det fedt. Vi kan tage det i et stille og roligt tempo, så både gæsterne og organisationen kan følge med,« siger han.

Henrik afløser Henrik

Det er en særpræget form for generationsskifte, som den nye direktør står overfor. Ikke mindst fordi forgængeren har haft et kvart århundrede til at sætte sit aftryk på stedet. Men faktisk Henrik Munksgaard først og fremmest en fordel i at overtage en virksomhed, hvor fundamentet allerede er solidt.

»Først og fremmest er det trygt at komme til et sted med et så godt fundament, som min forgænger Henrik har bygget op over tid. Der er en organisation, der fungerer, og et produkt, der fungerer. Men netop derfor ser jeg også et kæmpe potentiale,« siger han.

Han understreger i samme ombæring, at det ikke er fordi, der er en revolution på tegnebrættet. Men der er ambitioner.

Henrik Munksgaard peger især på Frihedens brand. For selv om parken ifølge ham er Aarhus’ mest besøgte attraktion, er den ikke nødvendigvis den mest kendte uden for byen. Og det vil han gerne ændre på.

»Vi skal selvfølgelig bevare det historiske grundlag og det, vi står på. Men det er også fundamentet for næste skridt. Vi skal stadig være det foretrukne sted for aarhusianerne, men vi må også gerne være det, man tænker på, når man sidder i Kolding og spørger: Hvor skal vi hen? Så skal svaret være Tivoli Friheden i Aarhus.«

Det er her, hans erfaring fra oplevelsesbranchen bliver tydelig. Han tænker ikke kun på en forlystelsespark, men på en destination. For hvis en familie fra en anden del af landet, en tysk turist eller passagerer fra et krydstogtskib i Aarhus Havn skal vælge at bruge flere dage i byen, skal Friheden være en del af den samlede fortælling om byen. Og her ser han muligheder for at samarbejde langt bredere, end man traditionelt har gjort i det aarhusianske kulturliv.

»Vi skal tænke destination i stedet for bare attraktion. Hvis vi gerne vil tiltrække flere mennesker til byen og have dem til at blive flere dage, er det jo fint, at de den ene dag er i Friheden, den anden dag i Den Gamle By og den tredje et andet sted. Jo flere gæster vi trækker til, jo mere smitter det af på os alle sammen og på hele Aarhus.«

Forlystelser og overnatning?

Henrik Munksgaard har også allerede fået øje på en af de ting, som stadig fylder mere i oplevelsesbranchen: overnatning. Det betyder ikke, at der pludselig skal rejse sig et hotel i skoven ved Tivoli Friheden. Tværtimod er han meget bevidst om stedets placering og de begrænsninger, der følger med. Men han mener, at overnatning skal tænkes ind, hvis Friheden skal udvikle sig fra at være en attraktion til at være en del af en destination, hvor gæster bliver længere.

»Det er ikke, fordi vi skal ud og bygge et hotel. Jeg har ingen plan om, at der skal ligge et hotel lige ved siden af Friheden. Men på et tidspunkt ville det være fedt, hvis gæsterne kunne overnatte et sted i området, og også der kan man jo godt lave samarbejder.«

Det er en tanke, der ligger i forlængelse af hans tidligere arbejdspladser. I Legoland og Jesperhus har han set, hvordan forlystelsesparker i stigende grad kobler oplevelsen sammen med overnatning og et bredere ferieprodukt.

Men hans blik på Tivoli Friheden er ikke kun rettet mod turisterne. Han ser også et uudnyttet potentiale i børnefamilierne og i at få parken til at leve mere gennem hele dagen.

Han kommer netop med stor erfaring på det område fra både Legoland og Jesperhus og forestiller sig en dag, hvor Friheden kan favne flere generationer og forskellige typer gæster på samme tid: børnefamilien om formiddagen, andre besøgende om eftermiddagen og koncertgæster om aftenen.

Det handler om at udnytte den brede palet, som Tivoli Friheden allerede har.

»Vi har stærke koncerter, stærke produkter og et godt fundament. Men jeg vil blandt andet kigge på, hvordan vi kan udvikle vores produkter til børnefamilierne endnu mere og få hele dagen til at hænge sammen.«

Det er ikke nødvendigvis nye forlystelser, han først tænker på. For Henrik Munksgaard er det mindst lige så vigtigt, hvad der sker omkring dem.

For ham er en forlystelsespark altså først og fremmest om de mennesker, der bruger den.

Han har oplevet det fra flere sider gennem karrieren. I Billund Lufthavn handlede det blandt andet om at gøre rejsen lettere, da man gik fra manuel check-in til automatisering. I Legoland handlede det om forlystelser, mad og drikke. I Jesperhus om ferieoplevelser. Fællesnævneren har hele vejen været gæsten.

»Man kan altid bygge en stor rutsjebane. Det er bare et spørgsmål om, hvor mange penge man vil bruge. Men man lykkes først, når man bringer den til live, og det gør man med oplevelsen omkring den.«

Det kan være noget så enkelt som en medarbejder, der giver en highfive, husker en gæst eller gør lidt mere, end der står i arbejdsbeskrivelsen. Det er den slags detaljer, der ifølge den nye direktør kan gøre en god oplevelse til en mindeværdig oplevelse.

»Vi skal have et grundelement, men vi skal også turde læse de gæster, der kommer, og springe ud i det. Det er ikke farligt.«

Den tilgang hænger tæt sammen med hans ledelsesfilosofi. Han vil gerne give medarbejderne ansvar, men ikke efterlade dem alene med det. Hans opgave som leder er i højere grad at gøre organisationen i stand til selv at løse opgaverne.

»Jeg kommer ikke til at løse alle opgaverne for folk. Jeg vil hellere sætte dem i stand til selv at løse dem. Det handler ikke om at placere opgaverne, men om at få dem løst.«

Samtidig lægger han stor vægt på en ærlig og åben dialog. For ham er uenighed ikke et problem i sig selv.

»Jeg vil ti gange hellere have, at man siger: Prøv at høre, det synes jeg ikke, eller det her er noget lort. Så kan vi tage en snak om, hvad vi er uenige om. Vi behøver ikke være enige om alting. Men vi kan være enige om, at vi er uenige.«

Det er en tilgang, han tager med sig ind i Friheden. Og selv om han kommer med ideer, er hans første opgave ifølge ham selv ikke at føre dem ud i livet, det er at lytte.

Ikke en Aarhus-dreng

Der er dog én ting, han ikke kan tage med sig fra sine tidligere jobs. Og det er et personligt, livslangt forhold til Aarhus.

Henrik Munksgaard er ikke »en Aarhus-dreng«, som han selv siger. Han er født i Holbæk og tilbragte de første 25 år af sit liv på Sjælland, hvor han også mødte sin kone. Derefter førte Forsvaret ham til Haderslev.

Parret købte senere en lejlighed i Kolding, og byen blev deres base. Siden har karrieren sendt ham rundt i landet. Parrets børn er også spredt: den ene bor i Herning, mens den yngste studerer i Aarhus. Nu er planen, at parret skal finde et sted omkring Skanderborg.

Han har besøgt Friheden gennem årene, blandt andet i forbindelse med ledergrupper fra Legoland og Jesperhus, og han har oplevet julemarkedet. Men han har ikke den slags personlige barndomsminder, som mange af parkens gæster har. Men det ser han ikke nødvendigvis som en svaghed.

»Jeg er ikke en Aarhus-dreng. Men jeg har heldigvis fire ejere i ejerkredsen, der er lokale, og som kan bidrage med en masse kontakter og historie. Selv gør jeg meget ud af at sætte mig ind i historien, fordi det er vigtigt at bevare den.«

Det er måske netop her, hans ledelsesopgave bliver mest interessant. For hvordan udvikler man noget, som ikke kun er en virksomhed, men også en del af en bys selvforståelse?

Henrik Munksgaard mener ikke, at svaret er at fryse Friheden fast i den form, den har i dag. Tværtimod.

»Hvis vi ikke udvikler, begynder vi langsomt at afvikle. Der er masser af konkurrenter og masser af andre tilbud til vores gæster. Men vi skal udvikle os på en måde, hvor både gæsterne og organisationen kan følge med.«

Derfor vil han bruge den første tid på at gå rundt, tale med medarbejderne, lære organisationen at kende og forstå, hvad der allerede fungerer. Han vil også tættere på de lokale samarbejdspartnere og kommunen.

For ham er det ikke et spørgsmål om at komme udefra og vise, hvordan tingene skal gøres.

»Jeg vil ind og stikke fingrene i jorden og bruge den viden, der allerede findes. Hvad fungerer i dag, og hvad ser vi muligheder for i morgen?«

Måske er det derfor også passende, at manden, der skal lede en virksomhed, hvis kerneprodukt er at få mennesker til at lege, selv taler så meget om at turde drømme.

Han vil gerne have, at medarbejderne spørger sig selv, hvor Friheden kunne være om ti år. Ikke fordi alle drømme skal realiseres, men fordi drømmene er nødvendige for overhovedet at kunne forestille sig en udvikling.

»Vi må gerne drømme. Vi må gerne sige: Hold da op, hvor kunne det være fedt, hvis vi var der om ti år. Så er det min opgave som leder at lytte til drømmene, få folk med og bagefter bringe dem ned på jorden og se, hvad der faktisk er realistisk.«

Han ved godt, at nogle af ideerne kan lyde urealistiske, men det gør ikke noget.

»Hvis vi ikke drømmer, mister vi også vores udviklingsgen. Vi er et sted, der handler om at skabe fede oplevelser og glæde. Derfor skal vi drømme, og vi skal turde lege. Det er jo også det, vi er sat i verden for.«