Fortsæt til indhold

Stilet satte minilæsser ud af spil: Fejlsortering førte til punktering

En høj hæl borede sig gennem et solidt maskindæk og gav medarbejderne en ufrivillig pause. Nu slår Renosyd fast, hvor brugte sko egentlig skal afleveres.

Samfund

»Høje hæle kan tage pusten fra de fleste.«

Sådan begynder et Facebook-opslag fra Renosyd. Men fortsættelsen maner hurtigt enhver tanke om flirt til jorden:

»I dag tog et par af dem helt bogstaveligt luften ud af vores minilæsser.«

En stilet var havnet i hallen til pap, papir og tekstil, og da minilæsseren kørte over den, borede hælen sig gennem et af maskinens ellers solide dæk.

Resultatet var en punktering og en ufrivillig pause for medarbejderne på genbrugsstationen.

»Den punkterede faktisk,« fortæller Anders Taylor fra Renosyd.

Den skyldige stilet kan han dog ikke fremvise. Den tog føreren af minilæsseren med sig – angiveligt for at finde Askepot.

Sko skal ikke i tekstilaffald

Den usædvanlige punktering får nu Anders Taylor til at slå fast, hvor udtjente sko egentlig hører hjemme.

»Vi oplever desværre igen og igen, at folk ikke er klar over, hvad de skal gøre med deres brugte sko. Mange smider dem i tekstilaffald, men det må de ikke,« siger han.

Tekstilaffald er kun til tøj og tekstiler, der er så slidte eller ødelagte, at de ikke længere kan genbruges. Sko, der stadig er brugbare, skal afleveres til genbrug. Er de slidt op, skal de i restaffald.

Ifølge Anders Taylor kan forvirringen være et levn fra tidligere, hvor brugt tøj og sko ofte blev afleveret sammen på indsamlingssteder.

»Men sko er et blandingsprodukt, og derfor er der ikke nogen god genanvendelse i dem.«

Renosyd finder igen og igen sko blandt det indsamlede tekstilaffald, selv om de skal sorteres på en helt anden måde. Foto: Renosyd

Det samme gælder blandt andet udtjente tasker, bamser og lædervarer. Kan de ikke længere bruges, skal de i restaffald – ikke i tekstilaffald.

Der er dog en enkelt undtagelse: Børnesko med blinklys.

»De skal afleveres som elektronikaffald. Man behøver ikke skille dem ad. Det gør vi,« forklarer Anders Taylor.

Han har samtidig et lille hjertesuk:

»Vi ser faktisk rigtig meget godt tøj, som bliver afleveret til tekstilaffald. Det er virkelig en skam. Kan tøjet stadig bruges, skal det afleveres til genbrug. Tekstilaffald er kun til det, der er slidt op eller ødelagt.«

Se video: