Nu går de efter hans sommerhus
Ifølge medie har tidligere AGF-træner ikke være i stand til at betale sine regninger. Derfor har inkassofirma tinglyst et udlæg på 368.223 kroner i hans sommerhus.
Den tidligere AGF-træner David Nielsen har fået foretaget udlæg i sit sommerhus i Skagen på 368.223 kroner.
Det skriver ugebladet Se og Hør, der har gjort opdagelsen i Tingbogen, som er et offentligt digitalt register, der viser, hvem der har rettigheder og forpligtelser over fast ejendom og andre værdier i Danmark.
At der er foretaget udlæg, betyder reelt, at huset ikke kan sælges, uden at David Nielsens kreditorer får deres tilgodehavende først.
Det er ikke første gang, at den 49-årige fodboldekspert har haft udfordringer med sine kreditorer.
Dette medie har tidligere fortalt, at han havde en ubetalt regning hos Østjysk Vinforsyning, der i næsten tre år kæmpede for at få David Nielsen til at betale en regning på 5.371 kroner, som steg til 8.866 kroner efter renter og andre omkostninger.
Et betalingskrav, som David Nielsen efterfølgende betalte.
Ifølge Se og Hør er det ikke første gang, der er foretaget udlæg på Nielsens sommerhus i Skagen.
I 2025 foretog Skatteforvaltningen således et udlæg på 81.187 kroner i huset.
I 2023 blev der også tinglyst et udlæg. Denne gang på 160.346 kroner. Her var det også Skatteforvaltningen, som havde penge til gode.
I 2022 var det Viking Assistance, som havde penge i klemme – det norske firma fik tinglyst et udlæg på 10.049 kroner.
I 2021 var det norske Monsen Malerfirma, der fik foretaget et udlæg på 64.082 kroner.
Samme år fik Skandinaviske Sportsimport AS, som også er norsk, tinglyst et udlæg på 53.291 kroner.
Se og Hør har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere AGF-træner og nuværende tv-ekspert på TV 2.