Traktor efterladt ved værtshus: »Det hele startede med en hakkebøf«
Værtshusgæst ankom på traktor, men glemte alt om køretøjet, da han skulle hjem.
Lørdag morgen blev forbipasserende ved Johns Bodega i Hammel mødt af et sælsomt syn. Foran værtshuset tæt ved hovedindgangen stod der en ældgammel rød traktor uden førerhus, som tydeligvis ikke hørte til.
Otte kilometer fra værtshuset vågnede Jacob Ravn Nielsen i sit hjem ved landsbyen Røgen efter en våd aften med en kammerat på bodegaen i Hammel. Straks da han slog øjnene op, slog det ham:
»For satan, traktoren holder i Hammel, den skal jeg snart have hentet.«
34-årige Jacob Ravn Nielsen og en kammerat mødes en gang imellem hjemme hos ham og får en hakkebøf. Det havde de gjort fredag aften, og ud på aftenen blev de enige om, at de da lige skulle se, hvad der skete på Johns inde i Hammel.
Han har en Massey Ferguson-traktor, årgang 1960, som han engang kom til at købe på impuls, fordi den kan være rar at have, når man bor på landet, og som han har lavet, så man kan sidde to på.
»Vi stod og kiggede på traktoren og tænkte, vi lige så godt kunne tage den ind til Johns,« fortæller Jacob Ravn Nielsen og tilføjer, at de otte kilometer ind til byen blev en ret kold tur, fordi de ikke havde fået for meget tøj på.
Velankommet til den lokale bodega lidt senere fik de varmen, og de fik også en hel del at drikke, husker Jacob Ravn Nielsen, som derfor ikke husker alt fra aftenen og natten.
I hvert fald glemmer han og kammeraten alt om traktoren, da de ved lukketid skal tilbage til huset otte kilometer syd for bodegaen.
»Jeg kan ikke helt huske, hvad der sker, og jeg husker ikke så meget fra hjemturen, men vi fik et lift hjem,« fortæller Jacob Ravn Nielsen med et grin.
I løbet af lørdag formiddag fik han hentet og bragt sin traktor hjem, men på det tidspunkt havde den allerede vakt stor morskab på byens lokale Facebook-side, hvor der var blevet lagt et foto op af den efterladte traktor ved værtshuset.
»Det hele startede med en hakkebøf,« fortæller indehaveren af traktoren med et grin.
læser
lige nu