Fortsæt til indhold

Molslinjen aflyste Ebeltoft-afgang og lod samme færge sejle til Aarhus fem minutter efter

Molslinjen aflyste morgenafgang til Ebeltoft kort før planlagt afgang. Molslinjen havde lukket for telefonen, så mormor måtte ombooke via rederiets hjemmeside.

Samfund

Fredag morgen 18. september oplevede Ann Risvangs datter, der var på vej fra Amager til Ebeltoft med sine to små børn for at besøge mormor, at hendes planlagte færgeafgang med Molslinjen fra Odden til Ebeltoft klokken 9.30 blev aflyst kort før afgang.

Ifølge Ann Risvang modtog datteren en sms om aflysningen, mens hun allerede var på vej, og Molslinjens telefon var på det tidspunkt ikke åben.

Ann Risvang fortæller, at hun derfor måtte hjælpe med at ombooke datteren og børnebørnene til en afgang fra Odden til Aarhus klokken 9.35 via Molslinjens hjemmeside.

Under ombookingen opdagede hun, at det var den samme færge, Express 2, der nu sejlede til Aarhus i stedet for Ebeltoft.

Ann Risvang undrer sig over, hvorfor afgangen til Ebeltoft blev aflyst med henvisning til »tekniske problemer«, når færgen fortsatte til Aarhus.

»Derfor er min oplevelse, at der næppe var tale om reelle tekniske problemer, men snarere en driftsmæssig beslutning, fx for få passagerer til Ebeltoft, som blev kommunikeret til kunderne som »tekniske problemer«. Det har givet ekstra besvær og usikkerhed for min datter med to små børn – og rejser spørgsmål om ærlighed i informationen og om ruten til Ebeltoft er ved at blive nedprioriteret.«

Tekniske problemer var årsagen

Molslinjens kommunikationschef Jesper Maack oplyser, at natholdet natten forinden havde fundet en løs kølevandspumpe på en af skibets motorer.

Pumpen havde skadet et gear, som driver andre pumper. J

Jesper Maack forklarer, at havnen i Ebeltoft ligger så udsat, at der kræves fuld motorkraft for at lægge til.

»Havnen i Ebeltoft ligger så udsat, at vi har brug for alle styrekræfter, når vi skal ind i havnen. Det er for risikabelt med kun tre maskiner. Derfor må vi omlægge turen til Aarhus,« oplyser Jesper Maack i et mailsvar til Din Avis.

Molslinjen oplyser desuden, at de ikke kan tage særlige hensyn til rejsende med små børn, da de ikke har adgang til information om, hvem der rejser med børn.

»Vi kan ikke vide, hvilke rejsende, som har små børn med. Derfor er vi nødt til at kommunikere ens til alle,« skriver Jesper Maack.

Kompensation gives efter gældende regler, og Molslinjen afviser, at aflysningen er udtryk for en generel nedprioritering af ruten til Ebeltoft.

Oplever gentagne aflysninger

Ann Risvang forholder sig skeptisk til Molslinjens forklaring. Hun påpeger, at Express 2 har flere afgange både samme dag og dagen efter, og at det ikke er første gang, hun oplever aflysninger på ruten til Ebeltoft. Hun bemærker også, at overfarten til Aarhus tog 40 minutter længere end normalt.

Ann Risvang undrer sig over, at Molslinjen ikke kan tage særlige hensyn til rejsende med børn, når fødselsdatoer oplyses ved booking.

»Børn eller ikke børn, er det meget sent at give besked via en mail, når rejsende sidder i bilen, hvis de altså ikke har tilmeldt sig sms. Og der var vildt kaos ved færgelejet i Odden, formodentlig fordi bilister forsøgte at indtaste den oprindelige billets oplysninger,« fortæller Ann Risvang.

Hun mener, at Molslinjen kunne have ydet lidt ekstra kompensation til de passagerer, der blev berørt, og hun oplever, at ruten til Djursland generelt er blevet nedprioriteret gennem årene.

Molslinjen fastholder, at aflysningen skyldtes tekniske problemer, og at kompensation ydes efter gældende regler.

Se video: