Fortsæt til indhold

Ny bog om Jørgen Arenfeldts forfølgelse af hekse på Djursland

Forfatter og dramaturg Lisbeth Weitemeyer har gravet i historien om heksejagt på Djursland og udkom i juli med den dokumentarisk historisk roman »Skyldig - Jørgen Arenfeldt - heksejagt og herremand«.

Samfund

Lisbeth Weitemeyer, Ebeltoft, har gennem de seneste fem år skrevet flere historiske romaner for voksne. Hun kalder det selv for sin ’trilogi om Danmarkshistorie’. Den første er »Ulvejagt« om Corfitz Ulfeldt, dernæst kom »Troskab« i to bind om Frederik 4. og med den tredje »Skyldig - Jørgen Arenfeldt - heksejagt og herremand« fuldender hun trilogien. Bogen om Jørgen Ahrenfeldt udkom i juli i år.

Heksejægeren fra Rugaard

Historien om herremanden på Rugård, Jørgen Ahrenfeldt, er historien om hans ihærdige forsøg på at udrydde trolddom fra sine jorde. Efter at heksebålene, der gjorde en ende på mange menneskers liv i 1500- og 1600-tallet, var blevet slukket, fik han i løbet af få år bålene til at blusse igen. Fire kvinder måtte lade livet i hans jagt på hekse på Djursland, to døde på bålet og to i fængslet.

Lisbeth Weitemeyer har skabt sin historisk dokumentariske roman ud fra et indgående arbejde med kildematerialet.

»Historien om Arenfeldt om hans forfølgelser af mænd og kvinder i Ebeltoft og vidt omkring er både lokal historie og et alvorligt kapitel i vores Danmarkshistorie. Det lokalhistoriske perspektiv er kendt af mange på Ebeltoftegnen.«

Hun nævner, at hun har haft stor nytte af det lokale byhistoriske arkiv og Margrethe Lundbergs store arbejde med Ebeltofts historie. Her har hun blandt andet fundet adskillige bygninger i byen, der eksisterede i 1680’erne, og har inddraget både dem og deres beboere i handlingsforløbet.

Folkedomstolen i dag

Lisbeth Weitemeyer konstaterer, at heksejagt og forfølgelser af trolddom i tiden fra reformationen i 1536 til det sidste heksebål blev slukket i 1693 holdt mennesker i et jerngreb. Man levede med overtro, og man holdt øje med hinanden. Hvis én stak af fra normen, var risikoen for anklage for trolddom overhængende. Under hårde forhør var det desuden almindeligt, at den anklagede blev presset til også at angive andre.

Hun nævner, at bogen stiller paralleller op til tiden i dag.

»Her ser folkedomstolen ud til at trives ligeså vel, som den gjorde det i 1600-tallet.«

Danmarkshistorie og børnebøger

Lisbeth Weitemeyer er uddannet cand.mag. i dramaturgi, formidling og dansk. Hun har i mange år beskæftiget sig med Danmarkshistorie gennem sit arbejde som foredragsholder og forfatter.

Udover den historiske trilogi har Lisbeth Weitemeyer udgivet børnebøgerne »Troldene ved Stor-En« og »Maren Muhko« med illustrationer af Kirsten Illeborg, samt »Nisserne på Koldinghus« og en biografisk skitse om kongedatteren Leonora Christina.

Hun er siden 2008 været ansat på Koldinghus på Den Kongelige Samling Koldinghus som dramaturg og historisk formidler.

Fra marts 2027 giver Lisbeth Weitemeyer i samarbejde med Østjyllands Museum historiske omvisninger i Ebeltoft i heksejægerens fodspor.