Fortsæt til indhold

Udvider til 250 kvadratmeter: »Det er genialt, at man kan få så meget mere trivsel, balance og sindsro bare ved at lave yoga«

Yogalærer vil skabe et fællesskab for mennesker med plads til ro, fordybelse og nærvær i sine nye og meget større lokaler.

Samfund

Luna Sommer har i tre år tilbudt yoga og coaching i Velværehuset i Torvegade i Hammel. Det begyndte med to yogahold om ugen og er nu oppe på otte hold i lokalet i stueetagen med egen indgang.

Der er venteliste til de fleste hold, og nok så væsentligt savner instruktøren fysisk plads til, at eleverne kan hygge sig med hinanden.

»Jeg kan mærke, at folk kan lide at komme og gerne vil hænge ud, men her er ikke plads til fællesskab og det sociale før og efter yoga. Jeg vil gerne skabe et sted, hvor man hører til og kender hinanden på kryds og tværs. Et sted med sammenhold, hvor man kan finde ro med andre dejlige mennesker« fortæller Luna Sommer.

250 kvadratmeter

Det sted, som yogainstruktøren drømmer om, har hun rent faktisk fundet i en bygning på den anden side af gaden, hvor hun har lejet hele førstesalen oven på Dahl Jakobsen Advokatfirma.

Lejemålet er på 250 kvadratmeter og består af en stor sal og en masse mindre lokaler samt en entré, hvor der er plads til at sidde i en sofa, drikke en kop te og have socialt samvær. Der bliver flere hold, og den store sal giver mulighed for at udvide holdene fra de nuværende 8-10 personer til 15 personer, så der bliver plads til dem på venteliste og nye yogaelever. Alle de nuværende yogahold er faste, og der vil også være faste hold i de nye lokaler, men det er samtidig planen at gøre det mere fleksibelt, så eleverne kan tegne et månedsabonnement og frit booke sig ind på forskellige hold.

Eleverne skal dog være forberedt på, at priserne stiger, fordi der fra 1. januar 2026 er kommet moms på yoga. Luna Sommer har været fritaget for moms, fordi hun samarbejder med aftenskoler, men det samarbejde slutter ved årsskiftet.

»Jeg håber, at det nye miljø og øget fleksibilitet vil opveje prisstigningen, og jeg vil fortsat have hensyntagende yoga kun om formiddagen til en billigere pris,« fortæller hun.

Fordybelse og nærvær

Ud over yoga, coaching og stresscoaching afholder Luna Sommer også et par events i Hammel om måneden, såsom yoga og lydbad samt gong- og klangbad. Dem bliver der meget mere plads til i den nye store yogasal, hvor eleverne får mulighed for at udleve indehaverens vision om at blive en del af et større fællesskab, der kommer for at finde velvære og trivsel.

»Der mangler sådan et sted, hvor man kan finde ro og få kontakt til sig selv, være lidt mere mindful og nærværende. Jeg tilbyder lyse, rolige omgivelser med plads til fordybelse og nærvær.«

Luna Sommer holder til i Velværehuset i Hammel, men flytter snart over på den anden side af gaden, hvor hun har lejet hele førstesalen oven på Dahl Jakobsen Advokatfirma. Foto: jr

Hendes nuværende elever har allerede i stor stil tilbudt deres hjælp i forbindelse med den kommende flytning.

»De har virkelig budt sig til og føler sig allerede som en del af miljøet.«

»Det er genialt«

Luna Sommer er 52 år og blev først uddannet for seks-syv år siden. Indtil da havde hun i mange år haft et almindeligt arbejdsliv.

»Jeg mødte yoga i en periode, hvor jeg havde meget travlt og brug for ro. Det var fantastisk at opleve den ro, det gav i krop, hjerte og sjæl, og man kom derfra med ny mental energi. Det var en stor gave for mig at lave yoga og meditere og få kontakt til mig selv, huske at holde pauser og være til stede i nuet, og den gave vil jeg virkelig gerne give videre. Det er genialt, at man kan få så meget mere trivsel, balance og sindsro bare ved at lave yoga.«

Luna Sommer er uddannet hatha- og ashtangayogalærer, yinyogalærer, psykiatrivejleder, mindfulnessinstruktør, coach, stresscoach og gusmester med mere.

Plads til andre

Oprindeligt er hun uddannet cand.mag. i idéhistorie, men i dag arbejder Luna Sommer på fuld tid og lever af yoga og coaching. En del af tiden går med at uddanne nye hathayogalærere, idet hun er den primære lærer på denne uddannelse på Dansk Akademi for Kropsterapi i Åbyhøj. Luna Sommer afholder desuden mange events andre steder, blandt andet i Bybadet i Skanderborg i samarbejde med LOF.

Når hun til november begynder en ny epoke i Hammel, får andre behandlere mulighed for at booke sig ind hos hende. Hun har allerede tilknyttet en ekstra yogaunderviser, der skal hjælpe hende med undervisningen, og der bliver plads til, at andre yogalærere eller andre behandlere kan leje sig ind i nogle af lokalerne i forskellig størrelse. Luna Sommer er også åben for, at nyetablerede behandlere, der ikke har en fast kundeskare, kan leje sig ind på timebasis.

Kigger mod Hammel

Luna Sommer bor privat i Sabro og havde mange yogahold i Aarhus, før hun begyndte at kigge til den anden side af Sabro i retning mod Hammel, fordi hun godt kan lide skov, natur og ro.

»Jeg kører dagligt gennem Frijsenborgskoven og ser rådyr, og det er simpelthen en glæde i sig selv,« fortæller yogalæreren, som fandt og blev forelsket i sit nuværende lokale i Velværehuset.

Faktisk er hun blevet så glad for Hammel, at hun har kigget på hus og overvejer at flytte til byen. I første omgang gælder det dog om at få indrettet sig og komme godt i gang i de nye lokaler.

»Vi har fået lavet et virkelig godt miljø her, og når jeg nu er blevet taget så godt imod her i Hammel, er det oplagt at udvide her i byen.«

Se video: